Erhvervsansvarsforsikring, forsikring for det erstatningsansvar, som en erhvervsdrivende kan pådrage sig under udøvelse af sin virksomhed. En erhvervsansvarsforsikring dækker ikke erstatningsansvar i kontraktforhold, dvs. det ansvar, der knytter sig til indgåede kontrakter, men kan tegnes for erstatningsansvar uden for kontrakt, herunder arbejdsgiverens ansvar, og for produktansvar, dvs. det erstatningsansvar, som en erhvervsdrivende kan pådrage sig, hvis et produkt pga. en defekt forvolder skade, efter at det er bragt ud i omsætningen.

De fleste erhvervsansvarsforsikringer tegnes efter skadevirkningsprincippet, dvs. at skaden skal være sket i forsikringstiden, og kravet skal være rejst inden efteranmeldelsesfristens udløb. Sædvanligvis tegnes de med en selvrisiko. Ud over selve skaden dækker forsikringen renter og omkostninger, ligesom den dækker omkostningerne ved en afvisning af et uberettiget krav.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig