Epoxymalevarer, maling og lak på basis af epoxybindemiddel. Findes som vådmaling (tokomponent) med og uden opløsningsmidler samt som pulvermaling (enkomponent). Epoxymalevarer er hårde, stærke malematerialer egnet til beton, stål og andre metaller. Malematerialerne bruges, hvor der stilles høje krav om korrosionsbeskyttelse og kemisk og fysisk modstandsdygtighed. Epoxymalevarer anvendes således som skibsmaling, som maling eller belægning til betongulve samt til beskyttelse af betontanke fx i rensningsanlæg. Malingen falmer under påvirkning af sollys og kræver derfor overmaling med vejrbestandig maling ved udendørs brug. Tjæreepoxy forener tjærens fleksibilitet og begroningshindrende egenskaber med epoxyens styrke og modstandsdygtighed.