episk teater

Episk teater er en teaterform, der arbejder med fortællende elementer i det dramatiske udtryk.

Bertolt Brecht definerede i anmærkningerne til sin og Kurt Weills opera Mahagonny (1927) et episk teater i modsætning til et dramatisk. Det episke teater adskiller sig ifølge Brecht fra det dramatiske bl.a. ved at være fortællende i stedet for handlende og ved at lade de enkelte scener stå klart for sig selv i stedet for at lade dem glide umærkeligt over i hinanden.

Tilskueren i det episke teater må ikke lade sig opsluge af handlingen, men skal være en kritisk iagttager. Derfor bygger det episke teater på demonstration i modsætning til det dramatiske teater, der hviler på identifikation: skuespillerens med rollen og publikums med rollefiguren.

Verfremdung (fremmedgørelse) eller illusionsbrud, der skal modvirke tilskuernes indføling, er et vigtigt led i Brechts episke teater, hvis mål er at vise verden og menneskene som foranderlige. Selvom begrebet især er blevet knyttet til Brechts navn, har brug af episke elementer på teatret været kendt fra det græske drama og frem gennem teatrets historie i form af ræsonnerende kor, fortællende monologer, afsides replikker, direkte henvendelser til publikum osv. Det var kun det realistiske og naturalistiske drama, der gjorde alt for at tilsløre teatermekanikken, og hvor dramatikeren helst skulle forsvinde fuldstændigt bag sine personer.