episk sang

Episk sang, betegnelse, der bruges i to forskellige betydninger: 1) I Danmark anvendes den af viseforskere bredt om fortællende viser i modsætning til lyriske viser. 2) Inden for musiketnologien bruges den synonymt med eposfremførelse og betegner den musikalske fremførelse af en mangeepisodisk beretning i modsætning til såvel de énepisodiske fortællinger som balladerne. Det er uvist, om de antikke eposer, Iliaden og Odysseen, blev fremført musikalsk, men i Europa kendes indtil nyeste tid mange eksempler på en episk sangtradition. I Rusland synges byliner, i Ukraine dumaer, i Balkanområdet handler en række episke sange om kampen mod tyrkerne, fra Irland kendes sean nós-digtningen, fra Skotland den bardiske digtning, fra Finland og Estland runodigtningen og fra Island rimurdigtningen.

Karakteristisk for fremførelsen er, at den episke sanger, der oftest er hel- eller halvprofessionel, står som "fortæller" over for en tilhørergruppe, der dog kan have en begrænset medhjælperrolle. I Island synger tilhørerne fx med på den langt udholdte sluttone. Fremførelsen, der nogle steder er ledsaget af instrumenter, er en mellemting mellem tale (recitation) og sang. Som regel er hverken tekst eller melodi strofisk, og melodisk er der ofte tale om kæder af korte, gentagne musikalske formler med stor frihed til improvisation.