Entente, alliancelignende forhold mellem stater. Udtrykket blev første gang anvendt i 1840'erne om det tætte forhold mellem Frankrig og Storbritannien. I 1904 indgik de en entente cordiale ('hjertelig forståelse'), der løste deres uenigheder i kolonispørgsmål. Sammen med en fransk-russisk militæraftale fra 1892 og en britisk-russisk entente fra 1907 var den grundlaget for Tripelententen før og under 1. Verdenskrig. Ordet Ententemagterne betegner Tripelententen og dens allierede under 1. Verdenskrig.

Faktaboks

Etymologi
Ordet entente er fransk og betyder 'forståelse, enighed', af entendre 'høre, forstå'.

I 1920-21 dannede Jugoslavien, Rumænien og Tjekkoslovakiet Den Lille Entente, der indtil 1938 spillede en vigtig rolle i europæisk sikkerhedspolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig