Enhedsskydning, øvelse, der giver en hærenhed mulighed for at skyde med skarp ammunition med alle rådige våben og evt. blive støttet ved skydning fra højere myndigheders våbensystemer. Enhedsskydning tilrettelægges, så deltagerne får mulighed for at planlægge og anvende ild fra såvel direkte som indirekte skydende våben i koordination med hinanden og med enhedens eller dele af dens bevægelser i terrænet. Den øvelsesmæssige ramme for enhedsskydning kan fx være, at enheden skal forsvare sig mod fjendtligt angreb, hvor fjenden markeres ved opdukkende skiver.