energipris

Energipris, prisen på brændsler og andre energiformer. Brændselspriser udtrykkes normalt pr. mængdeenhed, fx kr. pr. l, t eller m³, eller pr. energienhed, fx kr. pr. GJ. El- og varmepriser udtrykkes i kr. pr. energienhed, hhv. kWh og GJ. Der skelnes mellem råstofpris, producentpris og forbrugerpris. Forbrugerprisen vil for en række energiformer inkludere afgifter af forskellig art.

Hovedparten af brændsler handles internationalt, og for dem bestemmes råstofprisen primært af de internationale markeder. Det gælder først og fremmest råolie og raffinerede olieprodukter, men også naturgas og kul handles i et vist omfang internationalt.

Olieprisen bestemmes primært af efterspørgsel og udbud. Udbuddet af olie er delvis kontrolleret af OPEC-kartellet, som i løbet af 1970'erne formåede at øge olieprisen væsentligt. Siden midten af 1980'erne har OPECs kontrol over oliemarkedet været svækket betydeligt, bl.a. fordi flere medlemslande ikke har overholdt de vedtagne kvoter (se også olie (oliekriser)).

Prisen på kul varierer overordentlig meget fra sted til sted. Afgørende for prisfastsættelsen er dels produktions- og transportomkostninger, dels lokale konkurrenceforhold, heriblandt muligheden for at vælge alternative leverandører og brændsler. Det er her afgørende, at der er store kulforekomsterer mange steder i verden. Hvis efterspørgslen vokser og priserne stiger, vil der være kulproducenter, der kan se deres fordel i at øge produktionen evt. ved at åbne nye miner. Herved begrænses prisstigninger, og karteller umuliggøres. Langt størsteparten af verdens kulproduktion anvendes i producentlandene, og kun en mindre del handles internationalt. Danmark er en af de store aftagere på det internationale kulmarked.

Naturgasprisen er i vid udstrækning koblet til udviklingen i olieprisen. Naturgas handles normalt på langtidskontrakter. Prisen på biomasse er som regel nationalt bestemt, da biomasse stort set ikke handles internationalt. Den største anvendelse af biomasse finder sted i udviklingslandene.

Elprisen fra elværkerne indeholder produktionsomkostninger og distributionsomkostninger. Produktionsomkostningerne udgør den største andel og kan yderligere opsplittes i brændselsomkostninger samt afskrivning og forrentning af anlægs-, drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. Da danske elværker ikke må frembringe overskud, justeres elprisen således, at et konstateret overskud i én periode nedbringes i den efterfølgende periode og omvendt. Forbrugerprisen på ikke-erhvervsmæssigt elforbrug er i Danmark pålagt statslige el- og miljøafgifter samt moms, som samlet udgør mere end halvdelen af forbrugerprisen.

Varmepriser afhænger meget af opvarmningsformen. For fjernvarme fra kraftvarmeværker, hvor el og varme produceres samtidigt, pålægges varmen ofte kun meromkostningerne forbundet med varmeproduktionen, således at fordelen ved samproduktion alene tilfalder varmeforbrugerne. Til gengæld er der store faste omkostninger for fjernvarmekunderne forbundet med investeringer i transmissions- og distributionsnet. Brændsler til varme er i Danmark pålagt statlige energi- og miljøafgifter samt moms. For fjernvarme fra kraftvarmeværker betales kun afgift af det ekstra brændselsforbrug, der er forbundet med varmeproduktionen. Afgiftsystemet er således forskelligt for el og varme, idet der ikke er afgift på brændsel til elproduktion, men derimod på elektriciteten.