Enemærke, stuf, eller ornum, før landboreformerne omkring 1800 et indhegnet areal, der ikke var underlagt jordfællesskab, og hvortil dispositionsretten lå hos en enkelt ejer eller bruger, normalt en herremand eller præsten. I Danmark var det indtil 1769 principielt forbudt for bønder at oprette nye enemærker, mens det i Slesvig i 1597 blev tilladt mod betaling af en afgift.