Endossement, (fr., afledt af endosser 'skrive på ryggen (dos), på bagsiden'), påtegning om overdragelse enten på bagsiden af en check eller en veksel eller på en vedhæftet allonge, der er underskrevet af overdrageren. Endossementet kan være et blankoendossement, dvs. at overdrageren blot skriver sit eget navn. Enhver overdrager indestår som hovedregel for checkens eller vekslens betaling over for erhververen og eventuelle senere erhververe.

Den person, der ved en aftale i god tro modtager en veksel eller check med en uafbrudt række af endossementer, fortrænger en tidligere ejers ret, selvom denne fx har mistet dokumentet ved tyveri, hvis tyven har forsynet dokumentet med falsk endossement til sig selv og derpå videreoverdraget det.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig