Endetarmskløe, pruritus ani, generende kløe ved endetarmsåbningen, ofte i forbindelse med hæmorider og endetarmsfremfald. Kløen skyldes da slimdannelse fra tarmslimhinden og irritation af huden. Kløen blusser ofte op under den natlige sengevarme. Endetarmskløe kan også skyldes allergiske hudsygdomme, svampeinfektioner, diarré og børneorm. Behandlingen består i at fjerne årsagen til symptomet; som symptomlindring kan anvendes dulmende salver.