Encomienda, organisationsform, anvendt af spanierne i spansk Amerika i de første generationer efter erobringen. Encomienda formaliseredes med Burgoslovene i 1512 og med Leyes Nuevas De Indias (De Nye Love for Amerika) i 1542. Med en encomienda overdrog den spanske krone indianernes tributydelser fra en række landsbyer, først og fremmest arbejdsydelser, til en encomendero, der til gengæld skulle sørge for, at indianerne var sikret et eksistensminimum og blev opdraget i den kristne tro.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ecomienda er spansk, af encomendar 'betro, overdrage'.

På grund af det katastrofale befolkningstab hos den oprindelige befolkning i 1500-t. tabte encomiendainstitutionen betydning fra århundredets anden halvdel, men den blev ofte udgangspunktet for dannelsen af storgodser, haciendas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig