emfysem

Den hyppigste årsag til emfysem er rygning. Rygning fører til et øget antal hvide blodceller med proteinnedbrydende enzymer i luftvejene samtidig med en svækket beskyttelse fra alfa-1-antitrypsin.

Denne ubalance i forholdet mellem proteinnedbrydende enzymer og lungernes forsvar mod disse enzymer, er højst sandsynligt væsentlig for emfysemudviklingen.

Emfysem kan være arveligt betinget ved en medfødt mangel på alfa-1-antitrypsin. Denne mangeltilstand medfører, at proteinnedbrydende enzymer, som elastase, fra hvide blodceller får friere spillerum til at nedbryde det elastiske væv i lungerne. Arvelig mangel på alfa-1-antitrypsin er dog sjælden.

Ved diagnostik af emfysem anvendes lungefunktionsundersøgelsen spirometri, udvidet undersøgelse af lungerumfang og en måling af hvor gode lungerne er til at transportere ilt fra lungerne over i blodet diffusionskapacitet. Ved lungefunktionsundersøgelsen ses som regel nedsat hastighed på luftstrømmen ved kraftig udånding (FEV1). Ved den udvidede lungefunktionsundersøgelse testes den totale lungekapacitet og residualvolumen, der er den mængde luft, der er tilbage i lungerne efter maksimal udånding.

Ved emfysem vil den totale lungekapacitet og residualvolumen være forhøjet og diffusionskapaciteten vil være nedsat.

Ved emfysem viser røntgenbillede af lungerne ofte, at mellemgulvet er fladere end normalt, at hjerteskyggen er slank og aflang, og at lungerne virker hyperinflaterede, hvilket vil sige, at de indeholder mere luft end normalt. Der kan dog ikke stilles en emfysemdiagnose kun på baggrund af et røntgenbillede.

Ved CT-scanning af lungerne kan det lettere ses, om emfysemforandringerne er udbredte i begge lunger eller kun lokaliseret til enkelte områder af lungerne. Der findes også metoder til at måle graden af emfysem ved hjælp af CT.

Hvis patienter med emfysem ryger, er rygestop en vigtig del af behandlingen, da sygdommen udvikler sig hurtigere hos rygere end ikke-rygere.

Mange emfysempatienter kan også have gavn af den inhalationsmedicin der også bruges ved KOL. Det kan være bronkiedilaterende præparater eller steroid præparater.

Kirurgisk fjernelse af de dele af lungen med mest udtalte emfysemforandringer kan, hos visse patienter, også være et alternativ. Ved fremskreden emfysem kan det i enkelte tilfælde være nødvendigt med lungetransplantation.

Emfysem, der er opstået på baggrund af arvelig mangel på alfa-1-antitrypsin, er forsøgt behandlet ved tilførsel af alfa-1-antitrypsin, enten indsprøjtet direkte i blodet intravenøst eller via inhalation. Der er nogen dokumenteret effekt af denne behandling.

Hvis patienter med emfysem har et meget lavt iltindhold i blodet, kan behandling med ilt igennem et kateter i næsen eller via en maske være nødvendig.

Hos enkelte patienter, hvor emfysemen har udviklet sig til en oppustet blære, kan det være aktuelt at lindre dette ved at indsætte en ventil i bronkierne, der leder luften ind og ud af disse områder.

Man kan også forsøge at få de dele af lungerne, som er dårligt fungerende, til at lukke sig sammen, så der ikke kan komme luft frem og tilbage i dette område. På den måde vil de mere raske dele af lungen, der indeholder mere normalt lungevæv, få bedre plads til at ekspandere.