emblematik

Emblematik, brugen af og læren om emblemer. Et emblem er i dag et symbolsk mærke og kan fx bæres på jakkeopslaget som tegn på tilhørsforhold til foreninger, firmaer, loger osv.

Betegnelsen emblem er overført fra 1500- og 1600-t.s emblematik, der var en populær kunstretning, som forenede digtning og billedkunst. Genrens udbredelse skyldtes især den italienske digter og jurist Andrea Alciatos (1492-1550) Emblematum liber (1531, En bog om emblemer), der fandt mange efterlignere.

Periodens emblemer bestod af tre elementer, der gensidigt belyste hinanden: et billedsymbol, et digt og et meningssammenfattende motto. Berømt er fx Aldus Manutius' bogtrykkermærke fra 1499: Et anker omslynget af en delfin; det hurtige dyr holdes tilbage af ankeret, og derved anskueliggøres fyndordet Festina lente (lat. 'Skynd dig langsomt').

Emblematikken byggede videre på renæssancens opfattelse af Egyptens hieroglyffer som symboler, der efter behov kunne suppleres med nye tegn og indgå i et lærd billedsprog (neohieroglyfik).

Via figurer fra klassisk mytologi, kristendom, natur- og menneskeliv belystes åndsbegreber, følelser og ordsprog. Formålet var moralsk belæring, der også som faste personifikationer og allegorier indkodedes i tidens maleri og skulptur, fx hos Salvator Rosa og århundreder senere hos Salvador Dalí.

Emblematikken døde ud i slutningen af 1700-t., men enkelte personlige mærker har overlevet, fx Gyldendals vagtsomme trane, der nok kan slumre hen, men derpå vækkes ved at tabe stenen, den holder i sin ene klo.

Se også devise.