elementarsætning

Artikelstart

Elementarsætning, en sætning, der udtrykker et simpelt sagsforhold, og som ikke lader sig analysere. Definitionen, som bygger på Bertrand Russells begreber om atomare kendsgerninger og atomare sætninger, gives af Ludwig Wittgenstein i Tractatus logico-philosophicus (1922).

Heri hævdes det, at enhver meningsfuld sætning enten er en elementarsætning eller er sammensat af sådanne i overensstemmelse med ekstensionalitetstesen.

Wittgenstein gav i Tractatus ingen eksempler på elementarsætninger, hvilket også synes umuligt på grund af den manglende eksemplificering af begrebet "simpelt sagsforhold". Inden for den logiske positivisme kaldes usammensatte empiriske udsagn for elementarsætninger, basissætninger eller protokolsætninger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig