Elektronmikrosonde, apparat, der anvendes til nøjagtig bestemmelse af den kemiske sammensætning af meget små stofmængder (ned til få μm3). Det er et af de vigtigste hjælpemidler i mineralogisk og geokemisk forskning. Analysen foretages på polerede prøver af fx mineraler, bjergarter og keramiske materialer ved at "beskyde" prøven med et fokuseret strålebundt af højenergetiske elektroner, der rammer prøven og trænger ned til ca. 2 μm dybde. Dette fremkalder udsendelse af karakteristiske røntgenspektre, som måles. Ved sammenligning af spektret med standarder bestemmes den kemiske sammensætning af prøven. Nogle af elektronerne reflekteres fra overfladen og giver information om prøvens topografi og middelatomnummer. Fremkomsten af elektronmikrosonden i 1950'erne har betydet en revolution inden for materialeforskning samt mineralogisk og petrologisk forskning.