elektromyografi

Elektromyografi, EMG, metode til undersøgelse af den tværstribede muskulaturs og de tilhørende nervers aktivitet. Med forstærkerteknik foretages registrering af de elektriske potentialer i hvile og under aktivitet med elektroder anbragt nær muskler og nerver. Desuden foretages der registrering efter elektrisk stimulation. Undersøgelsen kan suppleres med elektronisk måling af ledningshastigheden i nerverne.

Faktaboks

etymologi:
Sidste led i ordet elektromyografi kommer af græsk mys 'muskel' og -grafi.

Oplysningerne tjener til at skelne mellem forskellige sygdomme, navnlig i lemmerne, fx polymyositis, som er en betændelsestilstand i muskulaturen (se bindevævssygdomme), eller fx karpaltunnelsyndrom, som medfører muskellammelse i hånden pga. tryk på håndens nerver i håndroden.

EMG anvendes endvidere i forbindelse med dystonier som fx torticollis, der er kendetegnet ved forøget aktivitet i visse muskler. Ved behandling af disse sygdomme ved injektion af Botox® giver elektromyografi en rettesnor for dels præcis hvor, der skal injiceres, dels dosis af Botox® de respektive steder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig