elektriske jernbaner | lex.dk

Elektriske jernbaner, jernbaner, hvor der kan køre tog, der drives af elektromotorer med ydre strømaftagning. Der findes to hovedtyper af elektriske jernbaner. Den ene har strømforsyning via en tredje skinne (strømskinne), hvorfra togene forsynes med strøm fra en glidesko i hjul- eller skinnehøjde, fx Københavns Metro og metrobanerne i Paris, London og Helsinki. Den anden og mest almindelige type er forsynet med køretråd over sporene, hvorfra strømmen via en strømaftager (pantograf) på togets tag føres gennem et reguleringsudstyr til togets elektromotorer.

I Danmark benyttes køretråd på de elektriske baner med undtagelse af Københavns Metro, der har strømskinne med jævnstrøm (750 V). På fjernbanerne benyttes vekselstrøm (25 kV, 50 Hz), på S-banerne jævnstrøm (1650 V). I bl.a. Tyskland, Sverige og Norge, der fik elektriske jernbaner meget tidligt, benyttes vekselstrøm (15 kV, 16²/₃ Hz).

Udvikling i Danmark

Elektrisk jernbanedrift startede i Danmark på S-banerne ved København i 1934, og i 1995 er S-banerne med deres 330 km elektrificerede hovedspor fuldt udbygget. I 1979 blev det vedtaget at indføre eldrift på de vigtigste af DSB's fjernbaner, i alt ca. 2100 km. Den første elektrificerede fjernbanestrækning (København-Helsingør) åbnede i 1986.

Faste anlægsdele

Den elektriske køretråd fastholdes af et køreledningsophæng, der er monteret på køreledningsmaster. Masterne, på fjernbanerne lavet af cortenstål, står langs banen med en indbyrdes afstand på 50-60 m og ca. 3 m fra spormidten. På stationsområder benyttes ofte galger, rammer eller gitterportaler i stedet for master til fastgørelse af køreledningsophænget. Køretråden, der er af kobber med et tværsnitsareal på 100 mm², ophænges i vandret siksakmønster, hvorved strømaftagerne slides jævnt over hele bredden. Køretråden holdes på plads mellem ophængene med hængerforbindelser til et bæretov. Herved undgås, at køretråden hænger ned imellem ophængningspunkterne. For at sikre at køretråden og bæretovet har et konstant træk uafhængigt af temperaturudvidelser, er de opdelt i op til 1,6 km lange felter, der i hver ende via et tovhjul er forbundet til et tungt betonlod, der bevæger sig op og ned i takt med temperaturen.

Fjernbanernes strømsystem

To typer køreledningsanlæg fotograferet på fjernbanen i Ringsted. De to nærmeste spor er højhastighedsbanen mod Køge Nord og de to spor længst væk er den gamle jernbane mod Roskilde.

Køreledningsanlæg i Ringsted

Af Sune Schønnemann.

Licens: CC BY SA 3.0

Fra det offentlige højspændingsnet transformeres 132 kV vekselstrøm til 25 kV (50 Hz) vekselstrøm, der via fordelingsstationer (med indbyrdes afstand på ca. 30 km) ledes via reguleringsudstyret til køretråden og videre til togets elektromotorer. Returstrømmen sendes via den ene skinne og nedledere til den returledning, der hænger på masterne. Herfra føres returstrømmen tilbage til fordelingsstationen. Midt imellem fordelingsstationerne indlægges neutralsektioner i køretråden, så der ikke løber strøm fra en strømforsyning til en anden.

S-banernes strømsystem

Fra det offentlige højspændingsnet transformeres og ensrettes 10 kV vekselstrøm i omformerstationer til 1650 V jævnstrøm, der føres til køreledningsanlægget. For at mindske tab ved stor elektrisk modstand i køretråden føres jævnstrømmen også parallelt frem i en forstærkningsledning.

Fra togets strømaftager føres strømmen via køreledninger til togets elektromotorer. Strømmen returnerer via skinner og kabel til omformerstationen. Se også jernbane, højhastighedstog og lokomotiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.