Elastikspring, bungeejumping, spring fra stor højde med elastik bundet om anklerne. Elastikspring kræver ikke særlige fysiske færdigheder, kun evnen til at overvinde angsten ved springet. På Pinseøen NØ for Australien er det tradition, at de mandlige indbyggere springer fra høje bambustårne med lianer bundet til anklerne for at bevise deres mod. I Danmark kom elastikspring frem i 1990; der springes normalt fra kraner.