ekspressionisme - teater

Ekspressionisme - teater, Som teaterform er ekspressionismen primært et tysk fænomen. En forløber var maleren Oskar Kokoschkas skandaleombruste enaktere 1907-08. Som første egentlige ekspressionistiske drama regnes Reinhard Sorges Der Bettler (skrevet 1912); som første ekspressionistiske opsætning Walter Hasenclevers Der Sohn (1916).

Den fragmentariske eller episodiske form foregribes hos Georg Büchner og Frank Wedekind, men det dominerende forbillede var August Strindbergs visionære dramaer, hans "stationsdramatik", som i drømmeagtige billeder fortalte individets livsrejse og afbildede omverdenen som syner eller typer i forhold til jeget ("Ich-drama"). Personerne var ikke psykologisk nuancerede individer, men ofte navnløse kollektivroller som "faderen" eller "sønnen". En karakteristisk desperat patos afspejles i betegnelsen "O, Mensch-dramatik". Tidlige stykker af Bertolt Brecht som Baal (1918) og Trommeln in der Nacht (1919) er ekspressionistisk prægede, og fortællestrukturen i hans senere "episke" teater er beslægtet med ekspressionismen.

Nok så væsentlig som den litterære kvalitet var den sceniske: en ekstatisk spillestil i rytmisk stiliserede kadencer; anvendelse af grotesk sminke eller masker; en skærende brug af lys til at fremhæve figurer eller sceneudsnit; en enten skæv og forvredet eller arkitektonisk forenklet scenografi, mest berømt i instruktøren Leopold Jessners brug af Appia-inspirerede trappekonstruktioner.

Efter 1. Verdenskrig prægede ekspressionismen også institutionaliserede dele af tysk teater. Repertoiret nåede kun Danmark i beskedent omfang, således fx Ernst Tollers Hoppla wir leben (1928, Betty Nansen Teatret).

Som et originalt dansk ekspressionistisk drama regnes Svend Borbergs Ingen (1920, premiere 1923, Det Kongelige Teater). I 1980'erne oplevede den "desperate" ekspressionisme en vis renæssance også i Danmark, bl.a. i yngre instruktørers udtryk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig