Begrebet eksistens anvendes i filosofisk forstand om det faktum, at noget er til. Som sådan står det i modsætning til begrebet essens, som refererer til, hvad noget er ifølge sit væsen.
Eksistens forbindes ofte med den retning inden for filosofi og teologi, der kaldes eksistentialisme eller eksistensfilosofi.
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche lagde grunden til det eksistensbegreb, der senere forbindes med den filosofiske eksistentialisme. Nietzsche tog udgangspunkt i det enkelte menneskes forhold til sig selv og sin egen naturlige magtvilje. Hans opfattelse var, at kristendommen havde undertrykt denne magtvilje og dermed forhindret mennesket i at erkende sin egen eksistens som et ufærdigt dyr.
For Nietzsche drejede det sig således om at blive den, man egentlig er, dvs. at udfolde sine naturlige egenskaber som person og driftsvæsen.
Søren Kierkegaard har mere direkte anvendt og præget eksistens-begrebet som omdrejningspunkt for den menneskelige bevidsthed om egen væren og tilværelsens vilkår i lyset af den kristne tro (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 1846).
Kierkegaard fremhæver to indbyrdes forbundne træk ved den menneskelige eksistens. For det første er eksistens bevægelse i den forstand, at man som eksisterende er "i vorden", dvs. undervejs og ufærdig. For det andet stiller den ufærdige eksistens sig som problem eller opgave for den eksisterende selv.
Da andre ikke kan leve ens liv for en, må man selv overtage ansvaret for det. Dette vil for Kierkegaard ikke blot sige at vælge bevidst og ansvarligt mellem givne muligheder, men også at vedkende sig, at man allerede er den, man nu engang er. Den eksisterende er i etisk og religiøs forstand den enkelte.
Kierkegaard har blandt andet inspireret den tyske filosof Martin Heidegger, der lagde vægt på tanken om, at vi enten kan gøre vores eksistens uegentlig ved at lægge os efter, hvad andre gør og mener. Eller vi kan stå ved de muligheder for at præge den konkrete væren-i-verden, som vi kun selv kan udleve (dvs. i egentlig eksistens).
Heidegger skelner i den forbindelse mellem følgende:
Det første forstår han som eksistentiale betingelser. Det andet forstår han i tråd med Kierkegaard som en eksistentiel indstilling til det ansvar, vi har for os selv som personlige individer.
Man taler generelt om eksistentialisme, når eksistens-begrebet knyttes til den menneskelige bevidsthed om de valg, den enkelte kan tage og selv stå til ansvar for. At man som person præges af disse valg, som giver livet dets retning og struktur, er tanker, der udfoldes på forskellig vis hos de franske filosoffer Albert Camus, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.
Særligt Sartre er inspireret af Heidegger og udvikler i modsætning til Kierkegaard sine ideer om en rent human eksistentialisme. de Beauvoir er kendt for at udvikle eksistentialismen i feministisk retning og pointerer bl.a., at man ikke fødes som kvinde, men bliver det. I denne 'bliven', som er det dynamiske aspekt af eksistens-begrebet, kan der trækkes forbindelser tilbage til både Kierkegaard og Nietzsche.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.