Egenskabsrum, i sociologien analytisk begreb for det flerdimensionale sociale rum, hvori personers eller sociale gruppers position kan bestemmes. Et menneskes status i et socialt rum kan fx konstrueres af værdier på dimensioner som køn, alder, erhverv og religion. En firefeltstabel, hvor køn (mand, kvinde) kombineres med holdningen til EU (for, imod), udgør et simpelt egenskabsrum i to dimensioner med to værdier på hver dimension, i alt 2×2=4 mulige kombinationer af to egenskaber. Johan Asplund betegner sociale egenskabsrum som sociologiens metodologiske grundformel. Et spørgeskema med n spørgsmål er et n-dimensionalt socialt egenskabsrum. De enkelte spørgsmåls svarkategorier udgør hver dimensions (variabels) værdier.

Konstruktion af egenskabsrum er en teknik til begrebsdannelse, typologisering af sociale fænomener og udkrystallisering af sociologiske problemstillinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig