efterforskning

Artikelstart

Efterforskning, indsamling af faktiske oplysninger. Efterforskning foretages af politiet, og formålet er at forbinde en muligt begået kriminel handling med en mulig gerningsmand. Det er mistanken og tvivlen, der styrer den gode efterforskning. Politiet er forpligtet til at indsamle og registrere oplysninger, der kan tale både for og imod en persons skyld. Den mistanke, der indleder efterforskningen, vil som oftest være svagere end den mistanke, der senere rettes mod den sigtede person. Det er personer og deres ejendele, gemmer, bolig, meddelelser mv., der er genstand for efterforskning.

En efterforskning påbegyndes normalt efter en anmeldelse. Den kan også iværksættes på politiets eget initiativ, hvis det skønnes, at der er rimelig formodning om, at der er begået en forbrydelse, som kan forfølges af den offentlige anklagemyndighed. Politiet har også pligt til at handle, hvis det selv bliver vidne til mistænkelig adfærd, fx under patruljering, eller får nys om mulig kriminalitet gennem anonyme tips. Ikke alle formodede kriminelle handlinger efterforskes, idet politiet i praksis må foretage en prioritering.

Politiet råder over en række efterforskningsmidler, som i et vist omfang kræver en domstols medvirken. Der er ingen særlige lovregler, der regulerer brug af skygning (overvågning), besigtigelse eller tekniske undersøgelser, som er de mindst indgribende. Det samme gælder efterlysning og registrering i Det Centrale Kriminalregister, selvom disse efterforskningsmidler griber ind i de implicerede personers privatsfære. Bortset herfra er politiets midler til efterforskning nøje reguleret i Retsplejeloven. Der gælder fx regler for afhøring af såvel sigtede som ikke-sigtede, hvilket skal sikre, at de mundtlige oplysninger indhentes objektivt, fx uden ledende spørgsmål, og afgives frivilligt, dvs. uden fysisk eller psykisk tvang. Disse to principper og princippet om hurtigst mulig efterforskning er fælles for alle efterforskningsmidler. Dog kan fx anholdelse ifølge Straffeloven § 13 stk. 3 håndhæves af politiet ved hjælp af fysisk tvang, hvis det er nødvendigt og forsvarligt.

Et særligt efterforskningsmiddel er brug af agent provocateur, hvilket navnlig benyttes i forbindelse med narkotikakriminalitet. Efter dansk ret er det kun polititjenestemænd, der i tilfælde af alvorlig kriminalitet og normalt kun efter rettens tilladelse må tilbyde bistand til udførelse af eller fortsættelse af forbrydelser; omfanget eller grovheden af forbrydelserne må ikke forøges derved.

En speciel gruppe af efterforskningsmidler kaldes tvangsindgreb. Der er her tale om kraftige indgreb i private borgeres friheder og rettigheder: Visitation (legemsbesigtigelse), fx fingeraftryk og fotografering, og kropsvisitation (legemsundersøgelse), fx undersøgelse af endetarm for gemt narkotika, er indgreb i det fysiske legeme, og anholdelse, varetægtsfængsling og mentalundersøgelse er indgreb i den personlige frihed. Beslaglæggelse er indgreb i ejendomsretten, husundersøgelse (ransagning) og indgreb i meddelelseshemmeligheden er krænkelse af privatlivets fred, og økonomiske og sociale undersøgelser defineres som indgreb i den enkelte persons ære. Sådanne indgreb ville være strafbare, hvis de ikke netop blev udført af en offentlig myndighed efter visse snævre kriterier.

De indsamlede oplysninger benyttes som grundlag for politiets beslutning om at standse en sags efterforskning eller for anklagemyndighedens afgørelse om tiltalerejsning eller -frafald. Oplysningerne bruges også ved forberedelse af en straffesag og under den, fx i forbindelse med fremlæggelse af bevis. Anklagemyndighedens forslag til retten om sanktionsform gives på baggrund af indhentede oplysninger om tiltaltes indkomstforhold og sociale og mentale tilstand.

Der skrives normalt politirapport over efterforskningen; så vidt muligt skal kopi tilsendes den sigtedes eller tiltaltes forsvarer. Hvis der opstår strid mellem politi og forsvarer om efterforskningens lovlighed, afgøres spørgsmålet af domstolen. Enhver, der udsættes for politiets efterforskning, kan indgive klage over politiet til en af landets seks regionale statsadvokater eller, hvis det sker under en verserende straffesag, til retten. Se også politi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig