dysenteri

Dysenteri, tidl. blodgang, tarminfektion, der viser sig ved blodige, pusfyldte diarréer, som ledsages af mavesmerter og feber.

Faktaboks

etymologi:
Ordet dysenteri kommer af dys- og afledn. af græsk enteron 'tarm'.

Der findes to typer, amøbedysenteri (se amøber) og bacillær dysenteri (shigellose), som forårsages af stavformede, gramnegative bakterier af slægten Shigella.

Infektion med Shigella sonnei medfører de mildeste sygdomstilfælde. I Danmark forekommer der ca. hundrede tilfælde om året, især hos børn. Mere alvorlige sygdomstilfælde, som navnlig forekommer i tropiske lande med dårlig hygiejne, er forårsaget af infektion med Shigella flexneri, boydii eller dysenteriae.

Bacillær dysenteri spredes via forurenet drikkevand, mælk eller fødevarer. Patienters og raske smittebæreres afføring indeholder store mængder bakterier, som enten overføres direkte til en anden person eller viderebringes til fødevarer via fx hænder eller fluer. Infektionen behandles med rigelig væskeindtagelse og forskellige antibiotika; i mange lande er der dog udviklet antibiotikaresistens. Endnu findes ingen god vaccine.

Se også tarminfektioner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig