dynamometer

Dynamometer, (2. led -meter), instrument til måling af kraft eller drejningsmoment. Det simpleste dynamometer er en fjedervægt, hvor fjederens forlængelse ved en kraftpåvirkning er proportional med kraftens størrelse. Til måling af drejningsmoment kan fx benyttes spiralfjedre, hvis vinkeldrejning er proportional med drejningsmomentet på spiralfjederen.

Elektrodynamometeret benyttes til at måle absolutværdier af strømstyrker ved at bestemme drejningsmomentet på en drejespole ophængt i magnetfeltet i det indre af en solenoide.

Motorers drejningsmoment ved forskellige omdrejningshastigheder kan bestemmes enten med et mekanisk dynamometer, hvor fjederbelastede bremseklodser trykkes mod motorens aksel, eller med et elektrisk dynamometer, hvor motoren trækker en belastet dynamo, hvis strøm og spænding måles. I begge tilfælde øges belastningen, til der opnås konstant omløbshastighed. Endelig kan man med strain-gauges måle akslens vridningsvinkel og herudfra beregne drejningsmomentet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig