Dynamit, sprængstof baseret på nitroglycerin, opfundet af A. Nobel i 1867 til anvendelse i minedrift samt til vej- og jernbanebygning. I mange år dominerede dynamit disse felter, men er siden 1950 i vidt omfang erstattet af sprængstoffer baseret på ammoniumnitrat, især ANFO.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dynamit kommer af græsk dynamis 'kraft, magt' og -it

Dynamit bestod oprindelig af nitroglycerin absorberet i den porøse jordart kiselgur (gurdynamit); herved blev den store risiko ved transport og anvendelse af nitroglycerin elimineret (nitroglycerin på ren væskeform eksploderer meget let ved mekanisk påvirkning).

I moderne dynamit er kiselgur helt erstattet af cellulosenitrat, der med nitroglycerin danner en formbar gel (geldynamit). Nitroglycerin er i vid udstrækning erstattet af ethylenglycolnitrat, der er bedre og billigere, men mere giftigt.

Dynamit fremstilles i flere kvaliteter tilpasset forskellige anvendelser. Indholdet af nitroglycerin/ethylenglycolnitrat ligger på 10-92 %, og ud over cellulosenitrat kan dynamit indeholde andre oxidationsmidler, fx ammoniumnitrat, og brændbare bestanddele, fx savsmuld.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig