dybhavets biologi

Neden for den sublittorale zone på fastlandssoklen følger på fastlandsskrænten den batyale fauna (ca. 200 m til 2.000-3.000 m, temperatur 4-10 °C), derpå den abyssale fauna på de vældige dybhavssletter (temperatur under 4 °C) og den hadale fauna i de ca. 15 dybhavsgrave (ca. 6.000-11.000 m). Man skelner mellem megafauna (større end 1-2 cm), makrofauna og meiofauna (tilbageholdes af sigter med maskevidde på hhv. 1 mm og 0,06 mm).

Den mobile megafauna omfatter først og fremmest dybhavsfisk samt pighuder, krebsdyr, havedderkopper m.m. De dominerende pighuder er søpølser, især på de største dybder, desuden søstjerner og slangestjerner. Søstjernerne sluger mudder med dets indhold af bakterier og smådyr, mens slangestjernerne, som kan optræde i store antal, mest er ådselædere. Blandt krebsdyrene tiltrækkes store (op til 30 cm), ådselædende tanglopper i vældige mængder af madding. De tibenede krebsdyr, dvs. rejer, eremitkrebs, blind- og troldhummere samt krabber, er ofte ekstremt langbenede og tornede; de er ret fåtallige, og ingen forekommer hadalt. Ligesom rejerne er blæksprutter langt talrigere i de frie vandmasser end ved bunden.

Den stationære megafaunas repræsentanter lever mest af partikler, ofte med fangstapparatet vendt mod strømmen og hævet over bunden på en stilk. Artsrigest og dominerende er havsvampene, som næsten udelukkende er kiselsvampe. Hos søfjer og hornkoraller sidder polypperne på koloniens grene; søanemoner er som på lavt vand mest rovdyr. Ved kysten sidder søpunge på hårdt underlag, men i dybhavet lever de på den bløde bund og er ofte stilkede.

Makrofaunaen af dyr på omkring 1 cm er rigere på arter og individer end tidligere antaget. Helt dominerende, som på lavt vand, er børsteorme (50-75 procent af alle arter). De lever nedgravet og æder især nedbrydningsstoffer (detritus), idet de med deres tentakler afsøger bunden. Næstvigtigst (30-50 % af arterne) er pungkrebs, dvs. tanglus, tanglopper, klotanglus og kommakrebs, der kryber eller svømmer over bunden og er detritusædere. Derpå følger bløddyr (10-15 procent), især muslinger, hvoraf langt de fleste, i modsætning til muslinger på lavt vand, er detritusædere.

En særlig fauna er knyttet til de meget talrigt forekommende, kartoffelstore mangankonkretioner (mangannoduler) i den dybeste del af den abyssale zone. Denne fauna menes at bidrage til opbygningen af nodulerne.

Meiofaunaen er stadig lidet kendt. Den består af ganske små flercellede dyr og encellede dyr som fx foraminiferer i vidt varierende former. Altdominerende blandt de flercellede i antal af både arter og individer (85-96 procent) er de slanke, nedgravede rundorme. Næsttalrigest er de harpacticoide vandlopper.

Helt afvigende er den på kemosyntese baserede fauna i de hydrotermiske væld.

Da næringen til dybhavet dels kommer fra land og kystnære områder, dels produceres ved overfladen, falder biomassen, dvs. vægten af forekommende dyr, med afstanden fra land og med stigende dybde. I det centrale nordlige Stillehav er den fx kun ca. 0,05 g pr. m² mod ofte i gnsn. over 1 g på lavt vand.

Artsdiversiteten for den batyale makrofauna er af samme størrelsesorden som i fladvand i troperne. En af forklaringerne er, at det stabile dybhavsmiljø har fremmet en ekstrem specialisering af potentielt konkurrerende arter.

Inddelingen (zoneringen) af dybhavets fauna i batyal, abyssal og hadal er baseret på ændringerne i faunasammensætningen. Den vertikale udbredelse af de enkelte arter er størst for polypdyr og børsteorme, mindst for svampe og krebsdyr. Zoneringen menes at bero på flere faktorer: forskelle i sedimenterne, varierende fødestrategier og vekslende tolerance over for trykket, der stiger med 1 atm pr. 10 m. Da disse dyr ikke har luftfyldte hulrum, er der ikke tale om, at de "eksploderer", når de bringes op fra dybet, således som fx fisk med svømmeblære kan gøre det.

I den hadale fauna i dybhavsgravene er søpølser dominerende i antal og vægt, fulgt af muslinger, tanglus, tanglopper og snegle. Fåtallige er polypdyr, sø- og slangestjerner samt fisk. Tibenede krebsdyr (krabber osv.) mangler helt.

Den geografiske udbredelse af den abyssale og batyale fauna er generelt global på slægtsniveau, men ikke på artsniveau. Kun 15 procent af de abyssale arter forekommer i mere end ét ocean, og blot 4 procent findes i dem alle. Som følge af undersøiske rygge har afsondrede bassiner som Middelhavet, Polhavet og Grønlandshavet en mere særpræget fauna.

Tilgængelighed af føde er den vigtigste begrænsende faktor i dybhavet. Partikulært organisk stof (POM) når dybhavet i mange former: ådsler af store dyr som hvaler, hajer og blæksprutter, plantemateriale fra land og fra kystnære områder samt materiale produceret ved havoverfladen. Dette består af amorfe aggregater ("marin sne"), ekskrementkugler, planktondyr og planteplankton. Betydningen af opløst organisk stof (DOM) fra bl.a. bakterier og forrådnelse er stadig uvis. Langt de fleste dybhavsdyr lever af detritus, der stammer fra ovennævnte fødetilskud; nogle kan udnytte bakterier. De stationære planktonædere samt rovdyr er sjældnere end på lavt vand.

Forplantningen hos de fleste marine dyr kan enten foregå med talrige små, blommefattige æg og fritsvømmende, fødesøgende larver med høj dødelighed, men gode spredningsmuligheder. Eller den kan finde sted med færre, men store og blommerige æg og larver, der ikke indtager føde. I dybhavet er de to forplantningsmetoder bedst dokumenteret hos muslinger og snegle, hvor sidstnævnte metode dominerer, velsagtens som følge af de begrænsede fødemuligheder for larverne. De stabile temperaturer er sikkert forudsætningen for den kontinuerlige forplantning året rundt hos tibenede krebsdyr, bløddyr, pighuder og nogle tanglus og fisk, mens andre fiskearter og enkelte muslinger og pighude har en sæsonbestemt reproduktion, velsagtens igangsat af øget tilskud af føde.

Dybhavsdyrenes aktiviteter efterlader talrige spor på bunden (krybe- og ædespor samt ekskrementer) og medfører en kraftig opblanding af denne (bioturbation). Med den ringe sedimentation i dybhavet kan sådanne spor bevares i lang tid.

• dybhavet