dwarsligger®

Dwarsligger®, bog hvori teksten læses vandret og parallelt med bogens fals, således at en bogside fylder et helt opslag. Ordet 'dwarsligger' er dannet fra hollandsk 'dwars' (på tværs) og 'liggen' (at ligge).

I en dwarsligger er bogsiderne dobbelt så store som bogens format, hvad der giver fx teksttunge bøger mulighed for større og mere læsevenlig skrift. Dwarsligger® er beregnet specielt til bøger i lommeformat. Princippet kendes fra også vægkalendere, men som bog har formatet den yderligere fordel, at bogen kan holdes åben med én hånd under læsningen.

Dwarsligger®-bogen blev udviklet i et samarbejde mellem det hollandske bibeltrykkeri Jongbloed og det danske grafiske designbureau 2Krogh i Aarhus og lanceret i september 2009.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig