Dusin, (af fr. douzaine, afledt af douze 'tolv', lat. duodecim), angiver et antal på 12 stk. af samme slags. I Norden optræder dusin første gang i 1422 i byforordninger ved begrænsning af fremmede købmænds ret til detailhandel. Ordet indgår også i nedsættende vendinger som fx "dusinmenneske" og "dem går der 13 af på dusinet". I visse tilfælde, når en vares kvalitet måske ikke levede op til kravene, anvendtes et stort dusin = 13 stk.