Duer. Da syndflodens vande var begyndt at falde, sendte Noa en due ud. Da den fløj tilbage til arken med et frisk olivenblad i næbbet, blev Noa klar over, at vandet var forsvundet fra jorden (1.Mos. 8, 8-12). Detalje af Verdun-alteret, der er udført i emalje og forgyldt kobber. Det er signeret af Nicolaus fra Verdun og fuldført i 1181 på bestilling af stiftskirken i Klosterneuburg i Østrig, hvor det stadig befinder sig.

.

Duer er i nutidens sprogbrug symbolsk forbundet med især fred: den er fredsbevægelsens symbol, og den står i modsætning til den krigeriske "høg" (eller "falk").

Traditionelt har duen også været kærlighedens symbol, kælenavn til den elskede, den elskovskurrende turteldue. En erotisk-religiøs dobbelthed ses fx i Højsangens henrevne beskrivelse af "duens" skikkelse og stemme. I dansk sammenhæng kædes scenen sammen med døden i Brorsons salmer, sublimt i Her vil ties (trykt 1765).

I jødedommen brugtes hvide duer som eneste offerfugl i templet. Det var en due, der bragte et olivenblad til Noa i arken som tegn på, at syndfloden var overstået.

I kristendommen symboliserer duen Helligånden. "Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due", står der om Jesu dåb (Lukasevangeliet 3,22). På gravsten er duen hyppigt blevet brugt som symbol på den dødes evige fred.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig