duer

Den typiske due er kompakt bygget med kraftige flyvemuskler, korte ben og et lille hoved med et relativt spinkelt næb, der over næseborene har en nøgen vokshud. Fjerdragten er tæt og blød med kun løst fæstnede fjer. Farverne varierer meget. Mange arter er beskedent tegnede i brunt, gråt og gråblåt med ringe forskel mellem kønnene, men blandt de tropiske frugtduer findes en del meget farvestrålende arter. Duerne går med karakteristiske nikkende bevægelser. De fleste arter lever i træbevoksede områder, og mange er skovfugle, men enkelte er knyttet til ørkener, stenede højsletter eller bjergegne.

Ligesom visse astrilder drikker duer ved at suge vandet op gennem næbbet. Føden er næsten udelukkende plantedele: frø, frugter, bær, blomster eller blade. De europæiske arter hører alle til de frøædende duer, der som tilpasning til føden har en veludviklet muskelmave, også kaldet kråse, og en lang tarm. Frugtduerne omfatter dels de grønne papegøjeduer (Treron spp.) fra tropisk Afrika og Østasien, dels de mere typiske frugtduer (Ptilinopus spp.) og kejserduer(Ducula spp.) mfl. fra Sydøstasien, Australien og Stillehavsområdet. De grønne duer knuser og fordøjer frugternes frø. Andre frugtduer mangler muskelmave og fortærer kun frugtkødet, mens frøene passerer uskadt gennem tarmsystemet.

Duer optræder gerne i flok, men hos de fleste arter yngler parrene adskilt og opretholder territorier. Almindelige elementer i pardannelses- og territorieadfærden er sang, som generelt er meget monoton, jf. den velkendte kurren hos de hjemlige arter, samt flyvespil, hvori ofte indgår iørefaldende vingeklap.

Reden er en spinkel, men ganske solid konstruktion af pinde og andre plantedele, som i hovedsagen bygges af hunnen med redemateriale bragt af hannen. Æggene, hvoraf der normalt er to, sjældnere ét, er hos næsten alle arter rent hvide. De ruges af begge mager, som også deles om at fodre ungerne. I de første dage fodres ungerne udelukkende med kromælk, et sekret af afstødte celler fra kroens slimhinder. Denne kromælk er rig på protein, fedt og mineraler (hhv. 58, 35 og 7 procent af tørvægten), stoffer, som de fleste andre planteædende fugle, men ikke duerne, sikrer deres unger ved at iblande føden en del animalske elementer.

I Danmark forekommer fire arter af duer: huldue, ringdue, tyrkerdue og turteldue. Østlig Turteldue (Streptopelia orientalis) fra Asien er iagttaget nogle få gange. Desuden findes forvildede tamduer almindeligt, især i byerne. Tamduen er en domesticeret form af klippeduen (Columba livia) fra Europa, Nordafrika og Vestasien, og vildtlevende bestande findes i dag over det meste af verden.

Af mere bemærkelsesværdige duer kan nævnes den uddøde nordamerikanske vandredue (Ectopistes migratorius), der indtil 1800-tallet forekom i enorme flokke. Vandreduen uddøde som en følge af jagt kombineret med tab af levesteder, især de førhen udstrakte egeskove, hvor den hentede sin føde. Fordi den meget sociale due levede i store flokke, har den muligvis været ekstra sårbar over for fragmenteringen af dens levesteder, da landbruget vandt frem. Vandreduen uddøde som vildtlevende omkring år 1900, og det sidste eksemplar i fangenskab døde i 1914.

Den afvigende tanddue (Didunculus strigirostris) har et rovfugleagtigt næb helt forskelligt fra andre duers. Dens udbredelse er indskrænket til to øer i Samoagruppen i Stillehavet.

• fugle
• duer (symbolik)
• tamduer