Duer.

1. Kronduen (Goura cristata) fra Ny Guinea er den største, mens 2. Diamantduen (Geopelia cuneata) fra Australien er den mindste af verdens ca. 350 nulevende duearter. Øverst til højre ses to repræsentanter for de tropiske frugtduer: 3. Papegøjeduen (Treron calvus) er vidt udbredt i Afrika, mens 4. Malet frugtdue (Ptilinopus coronulatus) er fra Ny Guinea. Derunder ses de i Danmark forekommende arter: 5. Turteldue (Streptopelia turtur), 6. Tyrkerdue (Streptopelia decaocto), 7. Ringdue (Columba palumbus), 8. Huldue (Columba oenas) og 9. Tamdue (Columba livia), to varianter.

Duer.
Af .

Duer er den eneste familie i fugleordenen duefugle (Columbiformes). Det er en relativt ensartet gruppe af små til mellemstore planteædende fugle, som er udbredt over hele Jorden med undtagelse af polarområderne. Mindst er den blot lærkestore australske diamantdue (Geopelia cuneata), mens kronduerne (Goura spp.) på Ny Guinea er størst og kan blive så store som tamhøns. Til duerne regnes desuden to store, ikke-flyvende og uddøde arter: dronten og Rodrigues-solitæren.

Faktaboks

Også kendt som

Columbidae

Duerne omfatter ca. 350 arter, som fordeler sig på knap 50 slægter. Deres nærmeste slægtninge blandt andre fugleordener er sandhøns og drosselrikser.

Udseende og levesteder

Nicobardue
Nicobarduen (Caloenas nicobarica) lever af frugter, frø og knopper. Den regnes for den nærmeste nulevende slægtning til den uddøde dronte fra Mauritius.
Nicobardue
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Den typiske due er kompakt bygget med kraftige flyvemuskler, korte ben og et lille hoved med et relativt spinkelt næb, der over næseborene har en nøgen vokshud. Fjerdragten er tæt og blød med kun løst fæstnede fjer. Farverne varierer meget. Mange arter er beskedent tegnede i brunt, gråt og gråblåt med ringe forskel mellem kønnene, men blandt de tropiske frugtduer findes en del meget farvestrålende arter.

Duerne går med karakteristiske nikkende bevægelser. De fleste arter lever i træbevoksede områder, og mange er skovfugle. Enkelte arter er knyttet til ørkener, stenede højsletter eller bjergegne.

Duers føde

Ligesom visse astrilder drikker duer ved at suge vandet op gennem næbbet. Det er i modsætning til andre fugle, som først fylder næbbet og dernæst lægger hovedet tilbage.

Føden består næsten udelukkende af plantedele: frø, frugter, blomster eller blade. De europæiske arter hører alle til de frøædende duer, der som tilpasning til føden har en veludviklet muskelmave, også kaldet kråse, og en lang tarm. Frugtduerne omfatter dels de grønne papegøjeduer (Treron spp.) fra tropisk Afrika og Østasien, dels de mere typiske frugtduer (Ptilinopus spp.) og kejserduer (Ducula spp.) mfl. fra Sydøstasien, Australien og Stillehavsområdet. De grønne duer knuser og fordøjer frugternes frø. Andre frugtduer mangler muskelmave og fortærer kun frugtkødet, mens frøene passerer uskadt gennem tarmsystemet.

Levevis

Duer optræder gerne i flok, men hos de fleste arter yngler parrene adskilt og opretholder territorier. Almindelige elementer i pardannelses- og territorieadfærden er sang, som generelt er meget monoton, jævnfør den velkendte kurren hos de hjemlige arter, samt flyvespil, hvori der ofte indgår iørefaldende vingeklap.

Reden er en spinkel konstruktion af pinde og andre plantedele, som i hovedsagen bygges af hunnen med redemateriale bragt af hannen. Æggene, hvoraf der normalt er to, sjældnere ét, er hos næsten alle arter rent hvide. De ruges af begge mager, som også deles om at fodre ungerne.

I de første dage fodres ungerne udelukkende med kromælk, et sekret af afstødte celler fra kroens slimhinder. Denne kromælk er rig på protein, fedt og mineraler (hhv. 58, 35 og 7 procent af tørvægten). De fleste andre planteædende fugle sikrer deres unger disse næringsstoffer ved at iblande føden en del animalske elementer, typisk insekter.

Duer i Danmark

I Danmark forekommer fire arter af duer: huldue, ringdue, tyrkerdue og turteldue. Østlig turteldue (Streptopelia orientalis) fra Asien er iagttaget nogle få gange. Desuden findes forvildede tamduer almindeligt, især i byerne. Tamduen er en domesticeret form af klippeduen (Columba livia) fra Europa, Nordafrika og Vestasien, og vildtlevende bestande findes i dag over det meste af verden.

Sjældne og uddøde duearter

Duer
Udstoppet eksemplar af en tanddue (Didunculus strigirostris), som blev indsamlet på Samoa i 1872. På IUCN's rødliste er den klassificeret som kritisk truet.
Af /Naturalis Biodiversity Center.

Af mere bemærkelsesværdige duer kan nævnes den uddøde nordamerikanske vandredue (Ectopistes migratorius), der indtil 1800-tallet forekom i enorme flokke. Vandreduen uddøde som en følge af jagt kombineret med tab af levesteder, især de førhen udstrakte egeskove, hvor den hentede sin føde. Fordi den meget sociale due levede i store flokke, har den muligvis været ekstra sårbar over for fragmenteringen af dens levesteder, da landbruget vandt frem. Vandreduen uddøde som vildtlevende omkring år 1900, og det sidste eksemplar i fangenskab døde i 1914.

Den afvigende tanddue (Didunculus strigirostris) har et rovfugleagtigt næb helt forskelligt fra andre duers. Dens udbredelse er indskrænket til to øer i Samoagruppen i Stillehavet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig