dublering

Metoden med at montere et støttelærred bag på et lærredsmaleri daterer tilbage til 1500-tallet. Dengang, og helt frem til det 20. århundrede, benyttede man ofte en lim-klisterblanding som klæbemiddel mellem det gamle og nye lærred. For at presse de to lærreder sammen og samtidig få fugten ud af klæberen brugte man en presse og absorberende kartoner, eller man strøg lærrederne med varme strygejern. Den megen fugt i lim-klisteren kunne imidlertid forårsage, at originallærredet krympede, hvilket kunne vise sig ved opskalninger i farvelaget på forsiden.

I 1800-tallet opfandt den Hollandske malerikonservator Willem Anthonij Hopman (1828-1910) en ny metode, der blev så populær, at den blev kaldt den Hollandske metode. Den bestod i, at det vandige klæbemiddel blev erstattet af en blanding af voks og harpiks, ofte i forholdet 70 % voks til 30 % dammar-harpiks. Også her benyttede man varme strygejern til at smelte blandingen ind i lærrederne og helt frem til forsiden af favelagene. På den måde kunne man fastklæge løs farve, og samtidig mente man beskytte maleriet mod fugtpåvirkning i de dengang dårligt klimatiserede samlinger og museer. Imprægneringen med voks og harpiks har siden vist sig at være reaktiv på høje relative fugtigheder, hvor de kan bule voldsomt.

Også denne metode viser sig at have en negativ indflydelse på mange malerier. Da både lærred, grundering og farvelag bliver imprægneret med voks-harpiks, så øges kontrasten mellem lyse og mørke partier i maleriet. De mørke partier bliver mørkere gennem en mætning med voks-harpiks, et materiale der desuden gulner over tid, hvilket yderligere øger kontrasten.

Da brugen af strygejern var besværlig, især til malerier i store formater, udviklede man de såkaldte vakuumvarmeborde til dublering. Bordet bestod af en stor planslebet aluminuimsplade, der kunne opvarmes til godt 80° celsius og var udstyret med huller i de fire hjørner. Maleri og dubleringslærred med påført en lim-klister eller voks-harpiks blev dækket at en plastfolie, der rakte ud til hullerne, hvorfra én vakuumpumpe sugede luften ud. På den måde blev der etableret et vakuum og et tryk på maleriet, de to lærreder samt den opvarmede aluminuimsplade. Efter opvarmning, sammensmeltning af lærrederne og den efterfølgende afkøling var dubleringen og konsolideringen af farvelagene fuldendt. Det dublerede maleri kunne igen spændes på en blændramme for eventuel videre behandling og restaurering.

I 1974 blev der afholdt en konference om dubleringsteknikker (Comparative Lining Techniques) på National Maritime Museum, Greenwich. Det var den første store konference, der udelukkende beskæftigede sig med den strukturelle bevaring af malerier. Fremtrædende konservatorer fra hele verden diskuterede dubleringsteknikker og metoder samt drøftede de bivirkninger, som metoderne havde. Nye materialer og teknologier baseret på ny forskning og udvikling, empirisk håndværk med videnskabelig metodologi, blev fremlagt. Samtidigt konkluderede man, at et dubleringsmoratorium var nødvendigt indtil man havde fundet metoder til at reducere de skader, der kunne relateres til dubleringsteknikkerne.

På baggrund af de skader, som tryk fra strygejern eller vakuumvarmeborde gjorde på malerier med pastose, tykt påført maling, udviklede man i 1970'erne alternative teknikker. Fælles for metoderne var, at varmebordets topplade var perforeret, så man kunne regulere trykket på maleriet langt mere nøjagtigt. Samtidig begyndte man også at benytte bindemidler, der kunne hæfte ved en lavere temperatur, så (olie)malingen i malerierne ikke blev blødgjort under behandlingen.

I dag benyttes ovennævnte teknik til lamineringer samt den såkaldte mist-lining. Det er vigtigt at anvende ikke-hygroskopiske, isotrope og meget reversible materialer. En mist-lining består i at sprøjte en akryldispersion på det nye lærred og efterfølgende reaktivere bindemidlet med opløsningsmiddeldampe, hvorefter maleriets lægges henover, så bindemidlet hæfter til originallærred.

• bevaring
• konservering
• restaurering