Drømmesamfundet, efterfølgeren af informationssamfundet ifølge den danske fremtidsforsker Rolf Jensens (f. 1942) bog The Dream Society (1999). Denne fremtidige samfundstype karakteriseres i bogen, ved at mennesket som forbruger efterspørger oplevelser og følelsesmættede historier, "drømme", knyttet til de købte varer og produkter, som uanset fabrikat efterhånden er blevet uden forskelle og omtrent lige gode. Realiseringen af denne samfundstype forudsætter en uændret stigende indførelse af automatisering og en voksende materiel velstand, således at samfundet bliver stadig rigere uden øget menneskelig arbejdsindsats.