Dræbergoplen (Mnemiopsis leidyi), som bredte sig til alle danske havområder i løbet af 2007. Den nye ribbegople er antagelig kommet for at blive, med ukendte økologiske og fiskeribiologiske konsekvenser.

.

Amerikansk ribbegople er en invasiv ribbegople, som i pressen har fået navnet dræbergople. Den spredte sig hurtigt og stort set upåagtet i de danske farvande i løbet af sommeren 2007.

Faktaboks

Også kendt som

Mnemiopsis leidyi, dræbergople

Amerikansk ribbegople som invasiv art

Den første indberetning til Statens Naturhistoriske Museum (KU) om forekomst af amerikansk ribbegople (Mnemiopsis leidyi) i 2013 blev sendt af Sissel Lindhart Fredsgaard, som den 30. marts iagttog og fotograferede ribbegoplen på stranden udfor Kærgård Klitplantage (Vestjylland). Ribbegoplerne var op til 2 cm lange, i fin stand og lyste livligt ved berøring. Foto: Sissel Lindhart Fredsgaard.

.

Den uønskede ribbegople stammer oprindelig fra den amerikanske østkyst. Den har tidligere gjort stor skade på fiskeriet i Sortehavet, hvor den kom ind med skibes ballastvand omkring 1982. I de følgende år tog ribbegoplen eksplosivt til i antal, og i 1988 udviste den masseforekomst i Sortehavet. Sammenfaldende med ribbegoplens tiltagende udbredelse og tæthed i Sortehavet observeredes en drastisk reduktion af antallet af de zooplankton-organismer, som ribbegoplen lever af.

Konsekvensen blev et totalt sammenbrud af Sortehavets store fiskeri af især ansjos og brisling, der lever af zooplankton, særligt vandlopper (copepoder). Men også fiskeriet af hestemakrel, der lever af de zooplankton-ædende småfisk, gik dramatisk ned. Ribbegoplerne havde ædt ikke blot fiskenes føde, men også påvirket fiskebestandene direkte ved at æde fiskenes æg og nyklækkede larver. I løbet af de næste 2-5 år spredtes amerikansk ribbegople til Det Azovske Hav, Marmarahavet, Det Ægæiske Hav, det østlige Middelhav og Det Kaspiske Hav med de samme omfattende økologiske og økonomiske skader som i Sortehavet.

I efteråret 2006 blev amerikansk ribbegople for første gang observeret i stort tal i det hollandske vadehav, hvortil den antagelig er kommet med ballastvand året før. Siden har ribbegoplen bredt sig nordpå med havstrømmene til Helgoland, Vadehavet og op langs Jyllands vestkyst, ind i Limfjorden og nord om Skagen og videre ind i de indre danske farvande til Østersøen.

Laboratorieundersøgelser har vist, at ribbegoplen har stor tolerance over for lave ilt-koncentrationer i vandet, hvilket øger dens muligheder for at overleve og konkurrere med zooplankton-ædende (planktivore) fisk i iltsvindsplagede havområder. Derimod er ribbegoplen begrænset af lave temperaturer (under 2 °C); men med de senere års mange milde vintre må man forvente, at den vil overvintre i de danske farvande og måske fremover udøve en betydelig negativ effekt på fiskeæg og -larver.

Fangst af byttedyr

Amerikansk ribbegople (Mnemiopsis leidyi) (B) forveksles let med den hjemmehørende tolappet ribbegople(Bolinopsis infundibulum) (A). Bemærk afslutningen af oral-loben (pil 1) og placeringen af statocysten (pil 2). Hos M. leidyi når oral-loberne helt frem til statocysten, mens de afsluttes nær ved munden hos B. infundibulum.

.

De første, mindste stadier af amerikansk ribbegople har to lange tentakler med sidegrene (tentakulatstadium). Når ribbegoplerne bliver større end 6-7 mm, degenererer de lange tentakler, og et nyt lobatstadium dannes. Små fangsttentakler langs læbekammen, der omgiver mundregionen, vokser frem, samtidig med at mundlapperne (oral-loberne) bliver større. Denne metamorfose indebærer et skift i den basale mekanisme for byttedyrfangst.

I tentakelstadiet fanges byttedyrene, når de af sig selv svømmer ind i de lange, klæbende tentakler, der hænger stille eller langsomt trækkes efter ribbegoplen som et stort vod (ambush feeding). I det lobate stadium indfanges fiskeæg, muslingelarver og andre langsomme byttedyr i en vandstrøm skabt af vandpumpende cilier, hvorved byttet føres i kontakt med de små tentakler (tentilae), som omgiver mundregionen. Hurtigere byttedyr som vandlopper flygter væk, når de mærker et sug. Disse byttedyr fanges i stedet ved sammenstød med de store oral-lapper. Ved hjælp af kamcilierne ("ribberne") svømmer ribbegoplen fremad med mundlapperne slået ud til siden, og når der opnås kontakt med en vandloppe eller et andet byttedyr, bøjer mundlapperne sig indad, så byttet hastholdes. De to måder at fange bytte på gør, at ribbegoplen er meget bredspektret i sit fødevalg – den er en altfortærende grovæder uden appetitregulering.

Forveksling

En anden almindeligt forekommende ribbegople i danske farvande er tolappet ribbegople (Bolinopsis infundibulum), som optræder i det tidlige forår. Den minder meget om amerikansk ribbegople, og det kan være vanskeligt at skelne de to arter fra hinanden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig