Dok. Gammel Dok på Christianshavn, indviet 1739. Stik af søofficer F.L. Norden, som viser indvielsen med kanonsalut, regnbuer og signalflag, dedikeret til chefen, grev Frederik Danneskiold-Samsøe.

.

Dok, tørdok, et bassin, der ved aflukning med en svær port mod det tilstødende vandområde kan tømmes for vand og efterfølgende fyldes og åbnes igen. Anvendes til bygning, reparation og eftersyn af skibe samt til bygning af flydbare konstruktioner såsom visse boreplatforme, caissoner til fx bropiller og moler samt sænketunneler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dok kommer af middelnedertysk docke, muligvis lånt fra latin ductio 'vandledning'.

Ordet dok anvendes også om havnebassiner, som på grund af stort tidevand er adskilt fra det tilstødende vandområde med en skibsfartssluse. De fleste britiske havne har dokbassiner.

Opbygning

Tørdokker blev tidligere bygget som trug med meget tykke vægge og bund udført af murværk og/eller grovbeton. Facon og vægt blev bestemt således, at man sikrede dels imod trækspændinger i materialet, dels imod at opdriften fra det ydre vandtryk fik dokken til at svømme op, når den blev tømt for vand. De fleste nyere tørdokker er udført af jernbeton, et materiale, som kan optage store trækspændinger, hvorved konstruktionsdimensionerne kan reduceres. Bygges dokken på et vandareal, kræves der dog fortsat store dimensioner for at opnå tilstrækkelig vægt til at modvirke opflydning. Er dokken gravet ind i et landareal, er der i de fleste tilfælde mulighed for at sænke grundvandsspejlet rundt langs dokvæggene, hvorved opdrift på dokbunden og belastning af væggene reduceres. Herved muliggøres meget tynde bund- og vægkonstruktioner.

Dokporttyper

Ældre og mindre dokporte er oftest udført som stemmeporte af træ eller stål bestående af to halvdele hængslet til hver sin dokvæg og drejelige omkring vertikale akser. I lukket tilstand danner de to porthalvdele en vinkel på ca. 120° med hinanden, således at de kan optage vandtrykket ved at stemme mod hinanden. Klap- eller faldporten er en enkeltport af stål, hængslet til doktærsklen og drejelig om en vandret akse. I åben stilling er den helt under vand. Større og nyere dokker er forsynet med enten en skydeport, som er en pontonkonstruktion af stål, der ved åbning skydes ind i en niche i dokvæggen, eller en flydeport udført som en caisson af stål eller beton, der flydende bugseres ind i dokindsejlingen, hvor man ved at fylde den med vand sænker den ned på doktærsklen. Dokporte har i øvrigt mange lighedspunkter med sluseporte, se sluse.

Reparations- og nybygningsdokker

Tørdokker, der anvendes til reparation af skibe, må have relativt dybtliggende porttærskel og bund, fordi de skibe, der skal ind og betjenes, er fuldt udrustede og derfor har stor dybgang i forhold til en tilsvarende nybygning.

Dokker udstyres med store pumpeanlæg. Tømningstiden varierer fra ca. to til otte timer, kortest for reparationsdokker og længst for nybygningsdokker, som har meget længere imellem operationerne.

Næsten alle større skibe har i dag en stor, plan bund, således at skibet, når det er i dok, kan hvile stabilt på flere rækker af kølklodser med ens højde. Dokkens forsyning med materialer sker ved hjælp af kraner, der kører på dokplanet. Ved nyere dokker, som anvendes til bygning af skibe, benyttes undertiden portalkraner, som spænder mellem dokkens vægge og kører i hele doklængden. Ved hjælp af sådanne kraner kan hele skibssektioner transporteres fra værksted til dok, hvor samlingen sker. Ved at fremstille store sektioner på land opnås en formindskelse af den tid, dokken beslaglægges.

I perioden 1950-70 blev der i Danmark bygget en række større tørdokker, bl.a. af Helsingør Skibsværft (1955) maks. 8000 t dødvægt, B & W (1956 og 1961) maks. 80.000 t dødvægt, Nakskov Skibsværft (1957) maks. 16.000 t dødvægt og Odense Stålskibsværft A/S, Lindø (1959 og 1967) maks. 150.000 og 500.000 t dødvægt.

Midlertidige tørdokker

I forbindelse med fremstilling af store flydbare elementer til anlægsarbejder, fx sænketunneler og bropiller, etableres ofte midlertidige tørdokker ved at foretage grundvandssænkning i et område helt tæt på kysten og efterfølgende udgrave til den ønskede dokdybde. Efter færdigbygningen af elementerne ledes vand ind i dokgraven, og jorden imellem dokken og det tilstødende vandområde bortgraves, således at elementerne kan bugseres ud. Dette princip blev bl.a. anvendt i Kalundborg i forbindelse med støbning af underdelen til pylonerne på Storebælts Østbro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig