Dobbeltsalg, salg af det samme til to forskellige købere, hvis rettigheder dermed kommer i indbyrdes konflikt. Ved dobbeltsalg opstår spørgsmålet, hvem af køberne der skal have det solgte. I dansk ret gælder som uskreven hovedregel "først i tid, bedst i ret", men der er undtagelser herfra. I forholdet mellem køber og sælger giver dobbeltsalg anledning til et krav om erstatning for vanhjemmel, dvs. sælgers manglende ret til at råde.