divertikel

Divertikel, (af lat. diverticulum 'sidevej, afvej', af divertere 'vende bort'), lille udposning på et hulorgan, fx spiserør, tyndtarm, tyktarm eller urinblære. Divertiklet opstår ved, at hulorganets indre overflade, slimhinden, buler ud gennem et svagt sted i muskellaget. Divertikeldannelse er meget hyppig, især i tyktarmen, og er ikke i sig selv forbundet med gener.

Divertikelsygdom

(diverticulitis) er en betændelse opstået i eller omkring et divertikel i tyktarmen. Divertikler optræder hyppigst i den S-formede del af tyktarmen (colon sigmoideum), og ved 70-års-alderen findes de hos ca. 30% af den danske befolkning. Kun højst 10-15% af de mennesker, der har divertikler, vil få gener heraf i form af diverticulitis. Ved betændelse i et divertikel opstår der smerter og ømhed i maven, oftest lige over venstre lyske, samt feber. Denne tilstand kan være farlig, da der kan komme perforation af divertiklet ud til bughulen og dermed bughindebetændelse. Der kan også opstå en byld på ydersiden af tyktarmen, og der kan udvikle sig betændelseskanaler (fistler) til urinblæren, tyndtarmen eller huden. Behandlingen er enten medicinsk (antibiotika og sengeleje) eller kirurgisk (operation med fjernelse af det betændte tarmstykke og evt. i en periode aflastning af tarmen med en kunstig tarmåbning på bugvæggen (stomi) oven for det syge område.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig