dissonans

Artikelstart

Dissonans, mislyd i modsætning til konsonans, vellyd.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dissonans kommer af middelalderlatin dissonantia 'mislyd', afledt af dissonare 'lyde forskelligt', af dis- og sonare 'lyde'.

I musikteorien har man altid skelnet mellem konsonerende og dissonerende klange og intervaller, men sondringen har ændret sig gennem tiderne og er i det hele taget både vanskelig og uklar.

Som dissonerende intervaller regnes normalt store og små sekunder, septimer og noner samt alle forstørrede og formindskede intervaller. At et interval dissonerer, medfører ikke, at det ikke kan bruges musikalsk, men anvendelsen af det har gennem tiderne været underlagt forskellige restriktioner. De berømteste hidrører fra 1500-tallets vokalstil (Palestrinastil) og vedrører dissonansens forberedelse og opløsning.

Siden begyndelsen af 1600-tallet, men især i 1900-tallet, er dissonerende klange i stigende grad blevet anerkendt som udtryksmidler, der kan anvendes selvstændigt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig