dissipative strukturer

Dissipative strukturer, fællesbetegnelse indført af I. Prigogine for svingninger, bølger eller andre mønstre, der dannes uden ydre anledning i fysiske, kemiske eller biologiske systemer langt fra termodynamisk ligevægt. I et væskelag, der opvarmes fra neden, ses fx under passende forsøgsbetingelser en bikagelignende struktur af op- og nedadgående væskestrømninger.

Dissipative strukturer kan også dannes under forløbet af visse kemiske reaktioner, hvor vekselvirkning mellem reaktion og diffusion frembringer koncentrationsvariationer i form af cirkel- eller spiralbølger. Dissipative strukturer er vigtige for biologisk vækst og formdannelse (morfogenese). Det sort-hvide mønster på en zebra er et eksempel på en "indfrossen" dissipativ struktur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig