Diskoskast er en atletikdisciplin, der går ud på at kaste en diskos så langt som muligt. Diskossen består af en cirkelrund kerne af metal omgivet af træ, plastic eller glasfiber med en metalring udvendig. Dens vægt er 2 kg for mænd og 1 kg for kvinder. Kastet foretages fra en ring og udføres ved, at kasteren roterer 1½ gang i ringen, før diskossen slynges ud med strakt arm og roterer gennem luften.
Historie
Diskoskast er en af de ældste idrætsgrene og indgik i den klassiske pentatlon (femkamp) ved de antikke Olympiske Lege. I 1896 indgik disciplinen i programmet til de første moderne Olympiske Lege og har siden været obligatorisk som officiel atletikdisciplin; for kvinder dog først fra 1928.
Rekorder i diskoskast
Verdensrekorden i diskoskast
Verdensrekorden i diskoskast for mænd er 74,35 meter og blev sat i 2024 af Mykolas Alekna (f. 2002) fra Litauen. For kvinder er rekorden 76,80 meter, sat i 1988 af Gabriele Reinsch (f. 1963) fra DDR.
Verdensrekord | Navn | Rekord | År |
---|---|---|---|
Verdensrekord, mænd | Mykolas Alekna (Litauen) | 74,35 m | 2024 |
Verdensrekord, kvinder | Gabriele Reinsch (DDR) | 76,80 m | 1988 |
Olympisk rekord i diskoskast
Den olympiske rekord i diskoskast for mænd blev sat i 2004 af Virgilijus Alekna (f. 1972) fra Litauen. Den olympiske rekord i diskoskast for kvinder, sat ved OL i 1988, indehaves af Martina Hellmann (f. 1960).
Olympisk rekord | Navn | Rekord | År |
---|---|---|---|
Olympisk rekord, mænd | Virgilijus Alekna (Litauen) | 69,80 m | 2004 |
Olympisk rekord, kvinder | Martina Hellmann (DDR) | 72.30 m | 1988 |
Danmarksrekorden i diskoskast
Danmarksrekorden i diskoskast for mænd er på 61,30 meter. Den blev sat i 1977 af Steen Hedegaard (f. 1945). Danmarksrekorden for kvinder er på 62,22 meter, sat i 2023 af Lisa Brix Pedersen (f. 1996).
Danmarksrekord | Navn | Rekord | År |
---|---|---|---|
Danmarksrekord, mænd | Steen Hedegaard | 61,30 m | 1977 |
Danmarksrekord, kvinder | Lisa Brix Pedersen | 62,22 m | 2023 |
Diskoskastere i kunsten
Diskoskastere og andre atleter var yndede motiver for oldtidens kunstnere. Særlig berømt er skulpturen Diskoskasteren af billedhuggeren Myron.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.