Dimethylsulfat, (af di- og methyl og sulfat), en ester af svovlsyre, bruges i den kemiske industri til indførelse af methylgrupper (methylering) i organiske oxygen- og nitrogenforbindelser; fx kan fenol omdannes til anisol (methylfenylether) med dimethylsulfat. Forbindelsen skal omgås med stor forsigtighed, da den ligesom andre methyleringsmidler er yderst giftig og kræftfremkaldende.