Differentiale i sin enkleste udførelse. Drejningsmomentet kommer ind via akslen (1). Spidshjulet (2) trækker kronhjulet (3), som via medbringerne (4) og planethjulene (5) driver tandhjulene, der er anbragt på drivakslerne (6). Det er koblingen af de to drivaksler via planethjulene, der muliggør, at de kan rotere i samme retning med forskellig hastighed.

.

Differentiale er en mekanisk indretning i et motorkøretøj med mere end ét drivende hjul, som sikrer, at de drivende hjul kan rotere med forskellig hastighed, fx ved gennemkørsel af en kurve, hvor det yderste hjul skal tilbagelægge en længere strækning end det inderste.

Faktaboks

Etymologi
Ordet differentiale kommer af latin differentia 'forskel', af differe 'afvige, være forskellig'.

Differentialet indgår som en af hovedkomponenterne i transmissionssystemet, hvor drejningsmomentet overføres mellem motor og de drivende hjul. Kernen i det traditionelle differentiale består af drivende aksler koblet sammen ved hjælp af koniske tandhjul (spids-, kron- og planethjul) anbragt i rette vinkler til hinanden. For at undgå, at ét hjul står stille, fordi det andet roterer frit, fx på en glat overflade, kan man anvende en såkaldt differentialespærre, som forhindrer forskellen i de to hjuls omdrejningshastighed i at overstige bestemte værdier. Dette kan opnås enten ved hjælp af bremselameller eller ved hjælp af en væske, der bliver tykkere ved stigende temperatur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig