diaspora

Diaspora, den jødiske frivillige eller tvungne bosættelse uden for Israels land. Efter staten Israels oprettelse i 1948 er det tvungne eksil i princippet ophævet. Diasporaen blev ligesom det andet tempels ødelæggelse i år 70 af den kristne kirke tolket som tegn på Guds straf over jøderne på grund af mordet på Kristus.

Faktaboks

etymologi:
Ordet diaspora kommer af græsk 'spreden, udbredelse', af dia- og afledning af speirein 'så, sprede'.

I jødisk bevidsthed var den bibelske fortælling om folkets trældom i Egypten typen på ethvert eksil. Fortællingen, som er central i den jødiske påskefejring, blev et løfte om, at folket til sidst skulle samles i Det Hellige Land.

Eksilet oplevedes som lidelse, men ikke som Gudsforladthed; hvor Israel er i eksil, er "Guds nærvær" med. Messiaslængslen og tanken om Gud i eksil blev i 1500-t.s lurianske mystik til et teologisk system om eksil og forløsning, om Israels lidelses betydning for verdens frelse.

Vilkårene i islamiske lande var ofte bedre end i kristne. For jøder i kristne lande var tanken om menighederne under islams vinger en trøst. Det samme var fortællingerne om Israels ti forsvundne stammer, som var blevet fordrevet i 722 f.Kr. Legender om dem og deres riger dukkede op helt frem til nyere tid.

I dag findes den største diaspora i USA; den overstiger i antal den jødiske befolkning i Israel. Indtil masseindvandringen i Israel i 1980'erne og 1990'erne indtog den sovjetiske diaspora andenpladsen med Israel på de jødiske samfunds talmæssige tredjeplads.

De fleste af de jødiske samfund i den islamiske verden opløstes efter 1948, bl.a. provokeret af de arabiske staters forfølgelse.

Betegnelsen diaspora anvendes undertiden mere generelt om medlemmer af et trossamfund, der lever i et land med en anden flertalsreligion.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig