dialektisk teologi

Dialektisk teologi, retning inden for centraleuropæisk protestantisme efter 1. Verdenskrig; Tidehvervsbevægelsen er en dansk udløber heraf.

Schweiziske og tyske teologer, især Karl Barth, Emil Brunner, Rudolf Bultmann og Friedrich Gogarten, indledte et skarpt opgør med den såkaldte liberale protestantisme, der siden Friedrich Schleiermacher havde forsøgt at vise religionens værdi for en human kultur.

Liberalteologien beskyldtes for at have tilpasset kristendommen til de borgerlige værdier og derved forrådt teologiens tema: Gud selv, der ikke er en del af den menneskelige natur. "Gud betyder den radikale fornægtelse af mennesket" (Bultmann). Barth kaldte Guds ord for "den store forstyrrelse", der fører mennesket ud i "krisis", der på græsk betyder både krise, dom og afgørelse.

Dette af Søren Kierkegaard inspirerede opgør ramte også de antiliberale retninger (konservative og pietistiske); de beskyldtes for at forveksle Guds ord med noget menneskeligt, fx dogmatiske formler eller fromhedsoplevelser. Gud er "helt anderledes", "das ganz Andere".

Guds ord kan ikke hævdes i ligefrem forstand, men kun gennem modsatte påstande, der står i "dialektisk" spænding til hinanden; denne dialektik peger hen imod en virkelighed hinsides menneskets fatteevne, uden at den lader sig formidle i en syntese.

Den dialektiske teologi åbnede øjnene for de ikke-modernisérbare sider i Bibelens og Reformationens budskab og styrkede teologernes bevidsthed om deres uforvekslelige sag. Samtidig var den et væsentligt bidrag til 1900-t.s kultur- og systemkritik.

Allerede i 1920'erne blev dialektisk teologis talsmænd uenige om teologiens forudsætninger og konsekvenser, og det førte til retningens splittelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig