dharma

Dharma, (sanskrit; pali dhamma), mangetydigt begreb i indisk religion. I hinduismen betegner dharma først og fremmest den evige lovmæssighed, der hersker i kosmos, i samfundet og i det enkelte individ. Samfundslivet fx fungerer kun, som det skal, hvis en person handler i overensstemmelse med netop de regler, der er gældende for vedkommendes egen samfundsgruppe. Der er en nøje forbindelse mellem læren om den lovmæssige verdensorden og karmalæren (se karma).

I buddhismen har dharma to hovedbetydninger. For det første anvendes ordet om den buddhistiske lære, der er udtryk for den universelle sandhed, og som er erkendt og fremsat af Buddha. I den betydning indgår dharma sammen med Buddha og sangha (munkeordenen) i den buddhistiske bekendelsesformular triratna ('de tre juveler'). For det andet bruges dharma som teknisk betegnelse for de indbyrdes afhængige og ubestandige elementer, der i samspil udgør fænomenernes verden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig