detailhandel (Dansk detailhandels udvikling - Efter 1960)

Detailhandel (Dansk detailhandels udvikling - Efter 1960), Detailhandelen har siden 1960 gennemgået en kraftig strukturændring, især på dagligvareområdet. En koncentration af forretninger har fundet sted, idet mindre butikker er lukket; det gælder navnlig de lokale købmandsforretninger samt mejeriudsalg, slagtere og frugt- og grønthandlere, ligesom varesalg fra biler på køberens adresse og direkte salg fra håndværkervirksomheder bortset fra bagere og slagtere næsten er ophørt. Disse småforretninger er blevet afløst af færre og langt større supermarkeder med selvbetjening og et altomfattende fødevaresortiment. De første supermarkeder i Danmark blev etableret i 1950'erne af Irma under produktivitetsfremmeordningerne fra Marshallhjælpen.

Brugsforeningerne udnyttede tidligt og med stor succes den nye form for butiksteknologi baseret på selvbetjening. Foruden traditionel tørkolonial bestod sortimentet af kød og viktualier og senere af andre specialfødevarer. Købmandssektoren deltog først i denne udvikling i sidste halvdel af 1960'erne. Idealstørrelsen på et supermarked var da 400 m², selvom de fleste var noget mindre. Der gennemførtes imidlertid udvidelser af såvel areal som sortiment, der også kom til at omfatte isenkram, tøj og andet non-food. Desuden etableredes specialafdelinger med betjening i supermarkederne: bager, frugt og grønt, vin, tobak, delikatesse og kiosk. Supermarkedet blev til et varehus med op til 2000 m² butiksareal og betydelig større non-food-sortiment. I 1970 opførtes det første lavprisvarehus i Tilst ved Århus af Dansk Supermarked. Det blev på 15.000 m² med ca. 50.000 varenumre, hvoraf kun en femtedel fødevarer. Butiksudviklingen blev nu baseret på større og større enheder med central beliggenhed og dermed langt større kundeunderlag pr. butik.

Butiksdøden har siden været omfattende. Allerede i 1950'erne begyndte en stor affolkning af landbruget, hvorved problemet blev størst i landområderne. Men også forstædernes villakvarterer og sidegaderne i byerne blev butiksløse. Butiksdød og fortsat koncentration skabte behov for decentralisering, og i 1977 etablerede det tyskejede Aldi de første discountbutikker i form af mindre butikker (ikke over 400 m²) med et begrænset sortiment (600-700 varenumre), hvoraf størstedelen var fødevarer. Beliggenheden var trafikorienteret, personaleantallet og serviceniveauet minimalt.

En yderligere decentralisering i form af døgnkiosker blev etableret i ly af eksisterende lukkelovsbestemmelser. Til forskel fra tidligere tiders avis-, tobaks-, is- og konfekturekiosker blev de nye tilført et dagligvare- og i visse tilfælde også et fast food-sortiment, og de løser et væsentligt tids- og afstandsproblem for 1990'ernes forbrugere. De er hyppigst placeret i forbindelse med benzinstationer, trafikanlæg, turist- og boligområder; i landdistrikterne udgør de ofte den eneste indkøbsmulighed.

Udvalgs- og specialvarehandelen har med 10-20 års forsinkelse gennemløbet samme udvikling. Mens stormagasinerne har oplevet en tilbagegang, seks er lukket, er specialdetailhandelens butikker til gengæld blevet meget større, samtidig med at de ofte har fået discountpræg. Brancheglidningen hjælper til med at udfylde de store butiksarealer, fx i form af varehuse, møbelvarehuse og byggemarkeder.

De større og større butikker har som følge af krav om større kundeunderlag og tilgængelighed placeret sig i centre uden for bykernerne. Med åbningen af Rødovre Centrum begyndte man i midten af 1960'erne centerudbygningen, som gennem større og større centre har påført bykernerne en betydelig konkurrence. Butiks- og vareudbuddet er meget bredt, og det, som er overladt til bykernerne, begrænser sig til special- og udvalgsvarebutikker samt få og små, ofte etnisk prægede fødevarespecialbutikker. Butikscentrenes tilgængelighed er tilpasset den udbredte privatbilisme ved en rigelig forsyning med P-pladser.

Før 1966 var det kun brugsforeninger og fabriksudsalg, der måtte have mere end én butik i en kommune. Integration og kædedannelse stod derfor svagt, men i den efterfølgende periode har kæderne udviklet sig således, at de i midten af 1990'erne kontrollerer ca. 90% af detailhandelen. FDB og Dansk Supermarked står for halvdelen af dagligvarehandelen, men også købmandskæderne har stor udbredelse og dominerer ofte regionalt. I udvalgs- og specialvarehandelen har kædedannelsen som et nationalt særkende udviklet sig fra indkøbsforeninger til frivillige kæder, som gradvis har nydt godt af integrationsmæssige fordele, der især findes hos de egentlige kæder. Det drejer sig især om logistik, finansiering, administration og markedsføring. Administrative fordele er blevet væsentlig forstærket via informationsteknologiens udbredelse, og effektiviteten i markedsføringen er forøget ved brug af nye medier i form af katalogproduktion og tv; taget under ét er detailhandelen således den største tv-annoncør. Den reelle forskel på den centraldirigerede egentlige kapitalkæde og den frivillige kæde med mange centrale funktioner er blevet minimal; det er dog fortrinsvis de egentlige kæder, som har opbygget en international forretning. Kædeudbygninger er sket med forøget udbredelse af franchising som ejer- eller organisationsform. Der er flere udenlandske kæder i Danmark (fx Ikea, H & M, Benetton, Fona, Aldi og Edeka), end der er danske kæder i udlandet (fx Jysk og Netto).

Strukturændringernes årsag har været stigende lønudgifter, teknologisk udvikling kombineret med en øget realindkomst og et ændret efterspørgselsmønster. Lønstigningerne har betydet, at man med fordel vha. investeringer har kunnet udnytte nye butiksteknologier som selvbetjening, scanning, betalingskort, EDI-systemer osv. Samtidig har man vha. lavere priser kunnet overføre serviceopgaver til forbrugerne. Omsætningen pr. beskæftiget og dermed produktiviteten er derfor øget væsentligt i detailhandelen. På den anden side har detailhandelsforbruget været svagt, men jævnt stigende og udlignet husstandene imellem. Arbejdsmønstret og især kvinders erhvervsfrekvens har betydet, at indkøbstiden er mere end halveret siden 1960. Bolig, opbevaringsforhold og mobilitet har yderligere befordret færre centrale indkøb, hvor man kan få alt på ét sted.

Lovgivningen har også begunstiget udviklingen: Forbuddet mod kædedannelser og Mælkeloven, der fx ikke tillod salg af mælk fra købmandsbutikker og supermarkeder, blev ophævet i hhv. 1966 og 1973; Lov om betalingskort regulerer en række af de økonomiske og tekniske vilkår i forbindelse med brugen af betalingskort, heriblandt det meget populære Dankort, som blev introduceret i 1983, og der er gennem hele 1900-t. sket en gradvis liberalisering af Lukkeloven. Begrænsninger på udviklingen er i mindre omfang sket via plan- og miljølovgivning, hvormed man har forsøgt at regulere beliggenhedsmønster, butiksstørrelse, varesortiment og kvadratmeter butiksareal pr. indbygger. Begrundelsen har været at sikre butiksforsyning og miljø, men også at forebygge trafikproblemer og hindre konkurrence mellem byer og regioner.