detailhandel

Detailhandel. I Danmark åbnede de første selvbetjeningsbutikker i slutningen af 1940'erne. Selvbetjeningen kan naturligvis også suppleres med vejledning fra personalet; her er det fx uddeleren i Esbjerg og Omegns Brugsforening, som efter åbningen i 1949 viser en kunde med en tidlig udgave af en indkøbsvogn til rette i hjørnet med mel og gryn.

.

Detailhandel, (af fr. détail 'enkelthed, detalje', af détailler 'udstykke'), sidste led i distributionskæden med salg af mindre varepartier til den endelige forbruger. Detailhandel skete i næsten alle samfund tidligst på markeder, hvor bønder og andre producenter mødte op med deres varer. Sådanne markeder eller basarer fandtes allerede i oldtiden, var vidt udbredt i middelalderens Europa og er stadig en vigtig del af detailhandelen i mange ulande. I løbet af renæssancen blev nogle af de boder, som de handlende slog op på markederne, mere permanente, og det blev begyndelsen til den moderne detailforretning. Detailhandel blev også udøvet af håndværkere, der solgte egne produkter, og af engroshandlere, der holdt åben bod ved siden af den øvrige handel. Allerede i 1600-t.s Japan oprettedes der stormagasiner som en ny detailhandelsform med udbud af mange varetyper; i den vestlige verden blev de første stormagasiner derimod først grundlagt ca. 1860 i USA og Frankrig. De første supermarkeder blev etableret i USA ca. 1930.

Dansk detailhandels udvikling

Indtil midten af 1800-t. var udøvelse af handelsvirksomhed for de fleste varers vedkommende kun tilladt i købstæderne og besørgedes først og fremmest af byernes købmænd, der i hver deres købmandsgård ved siden af engroshandel havde vareudsalg med et bredt udvalg af levnedsmidler, beklædningsartikler, isenkram m.m. Desuden solgte de fleste håndværkere egne produkter; det samme gjaldt gartnere og bagere, men der fandtes også enkelte mere specialiserede handlende som lærredskræmmere foruden handlende med et begrænset vareudvalg, der ofte omtaltes som høkere eller småhandlende. En betydelig detailomsætning foregik på ugentlige torvedage og på særlige markedsdage i de enkelte købstæder, hyppigt tre-fire gange om året.

Før 1960

På landet var befolkningen indtil midten af 1800-t. stort set selvforsynende med levnedsmidler, ligesom man fremstillede en del af sit eget tøj. Andre varer blev købt i byerne eller hos omvandrende kræmmere. Enkelte steder på landet havde man fra gammel tid opnået tilladelse til at holde et årligt marked. Med Høkerloven i 1856 blev det tilladt at forhandle høker- og urtekramvarer, dvs. hovedsagelig indenlandsk producerede fødevarer, i landdistrikter uden for byernes nærmeste opland, og med Næringsloven af 1857 bortfaldt byernes eneret på detailhandel. Herefter kunne enhver fuldmyndig person med indfødsret, som ikke var under fallitbehandling eller fundet skyldig i en vanærende handling, få udstedt borgerskab eller næringsbevis, der gav mulighed for at drive handel i en købstad eller i et landdistrikt undtagen inden for en radius af 11/2 mil uden om hver købstad. De såkaldte læbælter blev først afskaffet fra 1903 i en række købstæder og i 1920 i hele landet. Næringsbeviset kunne udstedes til købmandshandel, høkerhandel eller ringe handel; for de to sidstnævnte kategorier var læbæltet kun på 1 mil omkring købstæderne.

Mellem 1857 og 1920 opstod der købmandsforretninger med et relativt bredt varesortiment i de fleste landsogne uden for læbælterne, fra 1866 ofte i konkurrence med brugsforeninger. Sidstnævnte blev ikke betragtet som detailhandel i egentlig forstand og kunne således placere sig i læbælterne, der senere som forstæder blev attraktive detailhandelsområder. I købstæderne ophørte mange af de tidligere købmandshuse med at drive detailhandel og koncentrerede i stedet aktiviteterne omkring engroshandel. Samtidig opstod der en lang række specialforretninger ved siden af høkernes dagligvarehandel, fx tobakshandlere, kulhandlere, trikotagehandlere, isenkræmmere og boghandlere foruden mere specialiserede levnedsmiddelforretninger, der solgte mejerivarer, fisk eller kaffe. Hovedparten af disse detailforretninger var små og fungerede ofte som familieforetagender, hvor mand og kone var de eneste beskæftigede; i de fleste gader i købstæderne lå forretningerne tæt ved siden af hinanden. Især i 1930'erne tjente smådetailhandelen som tilflugtserhverv for kriseramte landmænd og arbejdsløse i byerhvervene. Ligesom på landet blev der i mange byer oprettet brugsforeninger, som ofte fik en betydelig omsætning. I byernes hovedgader fandtes desuden større forretninger med et mere luksuspræget varesortiment, og i slutningen af 1800-t. grundlagdes de første stormagasiner, fx Illum og Magasin du Nord i både Århus og København. En del af omsætningen foregik fortsat på torve- og markedsdage. Af andre former for handel kendes enkelte eksempler på postordreforretninger, men denne type handel har aldrig vundet større udbredelse i Danmark. Et vist omfang fik handel fra hestevogn og senere fra bil. I byerne gjaldt det især handel med mejerivarer og i tyndere befolkede områder handel med fisk, kød og brød. Endelig var en speciel detailhandelsform automatsalg af fx tobaksvarer, chokolade m.m.; den opstod i begyndelsen af 1900-t., ofte kombineret med en detailbutik.

Den butiksstruktur, der således havde stabiliseret sig omkring 1920, forblev stort set uændret frem til 1960'erne, men med et voksende befolkningstal og en stigende velstand øgedes omsætningen pr. forretning, og det gennemsnitlige antal af ansatte pr. udsalgssted steg derfor fra 1,8 i 1925 til 3,1 i 1958. De fleste forretninger var dog endnu meget små omkring 1960, og den største enkeltgruppe af handlende var traditionelle kolonialhandler med diskbetjening, hvor en ekspedient afvejede varerne og pakkede dem ind. Kun ganske få butikker havde på det tidspunkt indført selvbetjening.

Læs videre om dansk detailhandels udvikling efter 1960.

Detailhandel i Danmark 1960-93
1960 1970 1975 1985 1993
omsætning mia. kr. (årets priser) 14 32 67 125 160
antal fuldtidsbeskæftigede (1000) 190 226 184 175 150
butikker i alt 60700 57900 47400 42000 28500
dagligvarebutikker 37700 33100 24000 20600 12000
heraf
supermarkeder og varehuse 100 600 1100 1170 1250
lavprisvarehuse 5 12 22
discountbutikker 5 250 550
minimarkeder/nærbutikker 16000 12400 9300 8200 6100
fødevarespecialbutikker 19000 14000 1100 4000
special- og udvalgsvarebutikker 23000 24800 23400 21400 16500
heraf
stormagasiner 11 15 14 12 10
tekstil/beklædning 7100 7300 6000 5000 4000
byggemarkeder 5 50 250 350 350

Tallene er anslået på baggrund af de anførte kilder, idet det eksisterende talmateriale ikke er konsistent indbyrdes og heller ikke mht. periodicitet og opgørelsesmetode.

Kilder: Danmarks Statistik, Dansk Butiksregister, P. Press, Institut for Centerplanlægning, brancheforeninger, virksomheder, kæder mfl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig