det hellige

Det hellige, i 1900-t.s sammenlignende religionsforskning et nøglebegreb til bestemmelse af religion. I gammel nordisk og germansk religion betegner hellig det fænomen og det område, der er udskilt fra det almindelige samfund og indviet til guderne og til religiøs brug (jf. latin sanctus og græsk hagios).

Faktaboks

etymologi:
Ordet hellig er af fællesgermansk oprindelse, afledt af hel 'sund, fuldstændig'; den videre betydningsudvikling er omstridt; den kristne betydning er lånt fra oldengelsk hælig, halig.

Med betydningen udskilt angives samtidig det helliges modsætning, den verdslige verden, som betegnes profan (af latin pro fanum 'foran helligdommen', dvs. ikke-indviet, verdslig).

Med den dobbelte betydning, udskilt og indviet, henviser begrebet hellig dels til menneskelige samfund, fx et helligsted, dels til den hinsidige magt, som de implicerede ved sig afhængige af og derfor helliger deres indsats. Det er disse betydningsnuancer, der gør hellig mere anvendelig som religionens kendetegn end gudsbegrebet.

Nathan Söderblom definerede i 1913 hellig som et nøglebegreb i religionsforskningen, og det vandt hævd med Rudolf Ottos religionspsykologisk anlagte hovedværk Das Heilige (1917), der dannede skole.

Hos Söderblom og Otto og inden for den senere religionsfænomenologi, anført af Mircea Eliade, er koncentrationen om begrebet det hellige et udtryk for det metodiske princip at fastholde de undersøgte folks eget perspektiv ved undersøgelsen af deres religion.

Dermed angives tillige religionsforskningens begrænsning, idet den bør respektere forskellen mellem at være neutral iagttager og personligt engageret.

Inden for kristendommen og i kirkeligt sprog får begrebet det hellige sin betydning fra Bibelen og betegner det, der hører til Gud, og Gud selv.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig