det grå lånemarked

Det grå lånemarked, legale og organiserede udlånsaktiviteter i den finansielle sektor, som ikke er underlagt offentligt tilsyn. Långiveren, ofte et finansieringsselskab, udbyder afbetalingsordninger, kontokortordninger, hurtiglån mv. I forhold til banklån er disse lån karakteriseret ved en højere rente, hvilket afspejler manglende sikkerhedsstillelse, og låntagerne er ofte mindre kreditværdige end i bankerne; lånenes omfang udgør imidlertid kun få procent af bankernes udlån.

En anden aktivitet på det grå lånemarked er udstedelse af private pantebreve, og specielt sælgerpantebreve, der udstedes ved ejendomshandeler, og som herefter sælges over det organiserede marked.

Efter det danske kapitalmarkeds liberalisering er det grå lånemarked blevet mindre, da de mange lånerestriktioner tidligere pressede långivning over på det grå marked. På det grå marked ydes lån, som efterspørgerne anser for at være nødvendige for enhver pris. Dermed opfylder markedet en social funktion, og indgreb imod det kan presse en del af aktiviteterne over på det sorte marked.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig