det civile samfund

Det civile samfund, (af lat. civilis, af civis 'borger'), ifølge den græske oldtidsfilosof Aristoteles et samfund af ligesindede og ligeberettigede borgere. Begrebet er siden da blevet brugt med skiftende betydning.

Til forskel fra Aristoteles, som ikke skelnede imellem "staten" og "samfundet", anvendte John Locke i 1600-t. i sin modstand mod et enevældigt styre begrebet civilsamfund til at beskrive et samfund, der eksisterede forud for statsdannelsen, og hvori økonomisk virksomme individer havde indgået en samfundskontrakt.

Montesquieu føjede i 1700-t. hertil forestillingen om retligt legitimerede, frivillige organisationer som et formidlende mellemled mellem individer og stat og som hjælp til borgerne til udøvelse af en høj grad af selvforvaltning.

Den skotske filosof Adam Ferguson understregede i Essay on the History of Civil Society (1767) den borgerlige arbejdsetos samt individets frihed til at udvikle økonomiske interesser som det afgørende etiske og legitimerende grundlag for civilsamfundet.

G.W.F. Hegel fremhævede i 1800-t. nødvendigheden af at udvikle en social sfære, "det borgerlige samfund", hvori borgerne ikke blot har økonomiske og arbejdsmæssige relationer, men også fører en offentlig diskussion med hinanden.

Karl Marx indsnævrede begrebet civilsamfund til alene at omfatte privat ejendomsret og privat marked, mens den italienske marxist Antonio Gramsci i begyndelsen af 1900-t. betragtede civilsamfundet som en del af staten, kontrolleret af "den herskende klasse" og anvendt af den til at skabe samstemmighed gennem kirke, skoler, fagforeninger og andre organisationer, hvorigennem den udøver sit overherredømme.

I løbet af 1970'erne fik idéerne om det civile samfund en renæssance i Østeuropa, idet dissidenter forfægtede dem over for den totalitære stats krav på at gennemsyre hele samfundet. Den polske organisation Solidaritet er et eksempel på opbygning af et "parallelt samfund", et civilsamfund uden for statens rækkevidde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig