dermatologi

Dermatologi, (af gr. derma 'hud' og -logi), læren om hudens struktur, funktioner og sygdomme samt betegnelsen for et lægevidenskabeligt speciale.

Huden er et komplekst organ med mange funktioner. Huden medvirker i legemets varmeregulering og til opretholdelse af væskebalancen og beskytter mod ydre påvirkninger som varme, kulde, solstråling og infektioner. Hudens sanseorganer og immunapparat registrerer disse påvirkninger, og de mange celletyper i hudens forskellige lag, svedkirtler, talgkirtler, blodkar, nerver, hår og negle sikrer funktionen i et fint afstemt samspil. Sygdomsprocesserne kan omfatte en eller flere af disse strukturer og ofte også indre organer, hvorfor dermatologi er nærtbeslægtet med andre medicinske specialer.

Hudsygdomme er umiddelbart synlige eller følelige, og diagnostikken baserer sig i høj grad på forandringernes udseende og lokalisation sammenholdt med patientens symptomer, fx kløe. Nøglen til diagnosen er en detaljeret registrering af de enkelte elementer med angivelse af udbredelse, form, farve, størrelse, overflade og afgrænsning ved anvendelse af en speciel nomenklatur. Forandringerne viser ofte forskellige ændringer afhængigt af sygdommens udvikling. Røde elementer med væskefyldte blærer kan snart efter vise sig som sår, skorper og skældannelse. Pigmentforstyrrelser, hudblødninger eller ar kan være iøjnefaldende. Laboratorieprøver, allergiundersøgelser og mikroskopi af vævsprøver (hudbiopsier) kan bidrage til diagnosen.

Afgrænsningen af sygdomsenhederne udvikledes fra begyndelsen af 1800-t. på grundlag af forskelle i deres udseende. Således udarbejdede den britiske læge Robert Willan (1757-1812) en væsentlig ny, systematisk klassifikation af hudsygdommene ud fra deres dominerende træk, fx skælpletter, væskefyldte blærer, pletvist udslæt eller hudblødninger. Denne klassifikation er løbende blevet forfinet ved udbygning med de vævsmikroskopiske karakteristika, og indsigten i sygdommenes årsager er øget betydeligt i takt med de bedre muligheder for bl.a. bakteriologisk, virologisk og allergologisk diagnostik, hvilket også har medført store fremskridt i behandlingen.

Hudsygdomme forekommer i alle aldre og kan være medfødte eller senere erhvervede; nogle har en arvelig baggrund. Det kan dreje sig om reaktioner i huden udløst af påvirkninger fra det ydre eller indre miljø, fx eksem og medicinudslæt, godartede og ondartede svulster, kroniske sår og bindevævssygdomme. Andre eksempler er psoriasis, akne og astmaeksem, der overvejende forekommer hos hhv. voksne, unge og børn. Sygdommene kan være stærkt generende pga. smerter og kløe, kosmetisk skæmmende, psykisk belastende eller erhvervshæmmende, hvorfor specifik diagnostik og effektiv behandling er af stor betydning.

Huden er et immunologisk aktivt organ, der reagerer mod skadelige påvirkninger med en betændelsesreaktion (inflammation). Den kan fremkaldes af fx bakterier, svampe eller virus, som angriber huden. Eksempler er børnesår og rosen, som skyldes infektion med bakterier, ringorm, som fremkaldes af hudsvamp, og helvedesild, der er en virusinfektion. Toksiske eller allergifremkaldende påvirkninger kan medføre betændelse i form af kontakteksem, der viser sig som kløe, rødme, hævelse og måske vandblærer på huden, hvilket kan være arbejdsbetinget. Udsættelse for store mængder ultraviolet lys kan fremkalde solskoldning og på længere sigt fremskynde aldersforandringer i huden samt øge risikoen for hudkræft. Immunologiske reaktioner ligger også til grund for en del lægemiddelbivirkninger, der bl.a. ofte viser sig som hududslæt.

Hudorganets umiddelbare tilgængelighed for undersøgelse gør, at dermatologien er central i udforskningen af immunologiske og inflammatoriske reaktioner, fx allergi, og af de komplicerede processer, der styrer den stadige cellenydannelse i huden, som undertiden fører til udvikling af kræft.

Behandlingen af hudsygdomme består oftest i påsmøring af lægemidler i cremeform, medicinsk badebehandling eller lysbehandling; tabletbehandling kan også være nødvendig, se hudsygdomme.

Hovedparten af hudsygdommene behandles af alment praktiserende læger, hvis patienter i ca. 5% af tilfældene henvender sig pga. hudsygdom. Mere komplicerede tilfælde henvises til dermatologer, der er læger med speciallægeuddannelse i dermatologi, og som arbejder i speciallægepraksis eller på en af landets fire dermatologiske sygehusafdelinger.